Nicklas Pedersen
– Jeg synes jo, at det er på tide, at der bliver lavet et talenthold på Bornholm. Så nu forsøger vi at samle hele øen, og så må vi se, hvordan opbakningen er fra spillere og klubber, siger Nicklas Pedersen, som allerede har ført indledende samtaler med Svaneke IK, Nexø Boldklub, Viking Fodbold og RIK, ligesom han har haft kontakt til ASG og AaIF.
Planen er nu at fortsætte træningerne frem til jul og så tage temperaturen på, om man skal gå efter at tilmelde et hold i en københavnsk række til foråret, hvilket sandsynligvis bliver et hold i årgangen 2008 og måske 2009.
– Jeg håber på, at der er opbakning, for jeg mener helt klart, at kvindefodbolden ruller i verden og i Danmark, så hvorfor skal Bornholm ikke med?, spørger han retorisk og tilføjer, at han håber projektet på sigt kan føre til, at Bornholm igen får et kvindeseniorhold, der spiller 11-mandsfodbold.
– Det kunne være rigtig godt, og det er ligesom drømmen, siger han.