Christina skal køre i en bil af guld

Christina skal køre i en bil af guld
Teamvwrallys hold kunne endnu engang glæde sig over flotte resultater. Forrest ses Christina Steinlein, der vandt weekendens løb og ikke længere kan indhentes i DM-serien i Ladies-klassen. Privatfoto
FOLKERACE | BORNHOLM | ABONNENT | 21. SEP 2021 • 16:16
Jesper Gynther
Journalist
FOLKERACE | BORNHOLM | ABONNENT
21. SEP 2021 • 16:16

I weekenden blev det til endnu en sejr for Christina Steinlein. Dermed er bornholmeren sikker på at vinde danmarksmesterskabet i folkerace for kvinder og skal derfor pakke sin bil ind i guld, når der køres finaleløb i Ikast om to uger.

Det bornholmske folkeracehold Teamvwrally var i weekenden et smut forbi Løvelbanen ved Viborg for at deltage i sjette og næstsidste afdeling af danmarksmesterskabet i folkerace.

Her skulle Christina Steinlein forsvare sin førsteplads i den samlede stilling, og det klarede hun med bravour, da hun vandt alle indledende heats samt A-finalen i sin gamle Golf 3'er. Med sejren er hun nu sikker på at ende som nummer 1 i Ladies-kategorien, uanset hvad der sker i sidste afdeling, som er et finaleløb, der køres i Ikast i næste weekend.

– De uskrevne regler siger, at hvis man ikke behøver at køre sidste afdeling, skal man pakke sin bil ind i guld til finaleløbet. Men nu må vi se, fortæller Christina Steinlein i en pressemeddelelse.

Dramatik på banen

Tre andre kørere fra Teamvwrally var også i aktion på Løvelbanen ved Viborg, og her formåede Tobias Larsen at kæmpe sig ind på en andenplads i A-finalen, selvom motoren på hans Golf 2'er lød frygteligt under de sidste omgange og også måtte stå helt af lige efter målstregen.

Torben Larsen kvalificerede sig til B-finalen i sin Golf, men her blev han desværre offer for en tæt placeringskamp.

– Efter et spændende show, hvor Torben ikke ville give sig i kampen om point, kørte han halvt op over autoværnet og op på et hjul, holdt gassen på og endte ind i en Volvo, fortæller Teamvwrally i pressemeddelelsen og oplyser, at Torben alligevel formåede at hive en femteplads hjem.

– Det var meget publikumsvenligt, men ikke så godt for pointstillingen eller den stakkels Golf, fortæller holdet.

Mathias Steinlein deltog i C-finalen, hvor han fik en andenplads.

I den samlede stilling betyder resultaterne, at Tobias Larsen kun er et point fra førstepladsen. Torben Larsen ligger nummer seks i superklassen, mens Mathias Steinlein ligger nummer fem i standardklassen.

Dramatik uden for banen

Turen hjem til Bornholm efter løbet bød i øvrigt også på en del drama. Der var nemlig sket et uheld på den fynske motorvej, og derfor måtte det bornholmske hold sidde i kø i to timer. Det betød, at holdet kom 15 minutter for sent til køgefærgen.

– Gode råd var dyre, da vi havde en lastbil med, der skulle være hjemme mandag, fortæller Christina Steinlein, som oplyser, at alt var udsolgt på Ystad-afgangen mandag morgen.

Teamvwrally blev dog alligevel rådet til at køre til Ystad og håbe på en chanceplads.

– Det blev ikke til meget søvn den nat, men det var det rette valg, for heldigvis fandt Bornholmslinjen plads til os på morgenfærgen, så vi var meget lykkelige og trætte, da vi kom hjem til Bornholm, fortæller Christina Steinlein.