Det blev til en bornholmsk-jysk sejr, da Mathias Christiansen og Alexandra Bøje søndag eftermiddag vandt over et andet dansk par i finalen til den franske Super 100-turnering Orleans Masters.
Christiansen og Bøje slog ganske overbevisende Niclas Nøhr og Amalie Magelund i to sæt med cifrene 21-13, 21-17. Niclas Nøhr er i øvrigt Mathias Christiansens herredoublemakker, så spillerne i finalen kendte hinanden godt.
Senest de to danske mixeddoublepar mødtes var i oktober til Denmark Open, hvor Christiansen og Bøje vandt med cifrene 22-24, 21-13, 22-20 efter en nervepirrende kamp, som varede en time og 19 minutter, så det ser ud til, at det bornholmsk-jyske par har et overtag i øjeblikket i den interne dyst.