Bornholms Tidendes lederpris går til en mirakelmager

Bornholms Tidendes lederpris går til en mirakelmager
Knud Rasmussen, Nyker IF, er blevet tildelt Bornholms Tidendes lederpris 2020 for sit store arbejde som formand for Nyker IF’s fodboldafdeling. Her ses han modtage prisen med Mathias Larsen (tv) og Christian Koefoed (th). Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 5. FEB 2021 • 18:59
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
5. FEB 2021 • 18:59

SPORTSPRISER

Tidligere på ugen blev en bevæget Knud Rasmussen overrasket af Tidendes udsendte, som overrakte ham Bornholms Tidendes lederpris 2020.

Knud Rasmussen får prisen for sit frivillige arbejde som formand for Nyker IF's fodboldafdeling, som han de seneste 12 måneder har fået sat skub i med mange nye spillere og en forbedret økonomi.

 

Det betyder helt sikkert
en masse, at man får
et klap på skulderen
for det frivillige arbejde,
man går og laver. Jeg er
meget taknemmelig, og det
giver da lyst til lidt mere.

 

Den 64-årige tidligere militærmand, som var ansat i Forsvaret i over 40 år, tog imod prisen med et smil på læben og med anelsen af en lille tåre i øjenkrogen.

– Jeg er stadigvæk lidt rystet, fortæller han til Bornholms Tidende over telefonen et par timer efter seancen.

– Jeg skulle jo bare op og lave nogle opmålinger til en resultattavle og se på nye net til vores fodboldmål, siger han med henvisning til, at Tidende havde allieret sig med nogle fra fodboldafdelingen, så man kunne overraske ham, uden at han anede uråd.

En stor ære

Knud Rasmussen har været formand for Nyker IF's fodboldafdeling siden februar 2020 og på trods af et år med coronapandemi og nedlukninger af idrætsaktiviteter, har han alligevel formået at tiltrække en masse nye medlemmer til klubben, så der nu både er et herre- og dameseniorhold og en voksende ungdomsafdeling.

På grund af dette flotte arbejde har bestyrelsen i klubben indstillet ham til lederprisen, som han altså nu har vundet. Både at blive indstillet til og at få prisen ser Knud Rasmussen som en stor ære.

– Det betyder helt sikkert en masse, at man får et klap på skulderen for det frivillige arbejde, man går og laver. Og at der er nogle, der sætter pris på og lægger mærke til det. Så jeg synes da, det er en fin opbakning at få, siger han.

– Det må jeg sige mange tak for – at folk har valgt mig til det. Jeg er meget taknemmelig, og det giver lyst til lidt mere.

Sender rosen videre

Knud Rasmussen er dog også meget bevidst om, at det ikke kun er hans egen fortjeneste, at det nu går bedre for fodboldafdelingen i den gamle stationsby.

Han fortæller, at klubben har mange gode hjælpere i fodboldudvalget, og sammen har de brainstormet på, hvordan man kunne vende skuden for den nødlidende afdeling. Udvalget har blandt andet haft held med at hente en dygtig herreseniortræner, som er en stor årsag til, at der er kommet mange nye spillere til.

Knud Rasmussen tager heller ikke æren for, at der nu er et dameseniorhold i klubben med 15-18 spillere, for det blev skabt på initiativ af nogle damer, som en dag prikkede ham på skulderen og spurgte, om klubben kunne oprette et hold til dem.

Han har dog selv haft en stor finger med i spillet i forhold til at udvikle ungdomsafdelingen. Her træner han selv de helt små børn, der er mellem fem og otte år, og som han håber kan blive fødekæden til fremtidige seniorhold i klubben.

Sværere i dag

Knud Rasmussen har i øvrigt tidligere været fodboldformand for Nyker IF i perioden 1991-94. At han nu har genoptaget hvervet skyldes, at han har fået mere fritid, nu hvor han er gået på tjenestemandspension.

På trods af succesen med at udvikle fodboldafdelingen mener han, det er sværere at være fodboldformand i dag, end det var i hans første periode. Da han tiltrådte som formand tilbage i starten af 1990'erne var der nemlig allerede fem herrehold, to damehold og en stor ungdomsafdeling, hvor man i dag skal gøre et meget større arbejde både for at tiltrække og fastholde spillere, fortæller han.

– Dengang var det meget nemmere at være fodboldformand, for alle spillede jo fodbold. Nu skal man kæmpe med e-sport og mange andre ting for at få de unges gunst til at komme og spille fodbold. Man skal kunne tilbyde folk noget, for ellers kommer de ikke altid. Man skal hele tiden være på for at bibeholde de medlemmer, man har, siger han.

Han nyder dog stadig at være fodboldformand, ligesom han også nyder selv at sparke til bolden en gang imellem. Han har således lavet et motionsfodboldhold for ældre Nyker-spillere mellem 45 og 67 år, som – når der ikke er coronanedlukning – træner sammen en gang om ugen.

– Vi har alle sammen lidt skader og sådan noget, så det er ren hyggebold. Vi går mest op i det sociale og at sidde og snakke sammen efter træning, siger han.

Bornholms Tidende ønsker hermed Knud Rasmussen tillykke med lederprisen 2020.

 

Vinderne af Bornholms Tidendes sportspriser 2020

Igen i år hylder Bornholms Tidende den bornholmske sportsverden, som måske særligt denne gang har brug for et klap på skulderen efter en udfordrende tid med mange coronarestriktioner, som også lige nu sætter en stopper for mange af idrætsaktiviteterne.

For en måneds tid siden bad vi jer læsere om at komme med indstillinger til de forskellige sportspriser, og indstillingerne har vi bragt i avisen de seneste to uger.

En jury bestående af repræsentanter fra DGI Bornholm, Bornholms Idrætsråd, Bornholms Tidendes sportsredaktion samt fremtrædende bornholmske idrætsudøvere har kigget indstillingerne igennem og har valgt, hvem der skulle vinde priserne. Vinderne bliver offentliggjort i dag her i avisen, hvor man også kan læse et interview med hver af dem.

Fordi coronapandemien har sat store dele af sportsverdenen på vågeblus i 2020, har juryen besluttet ikke at uddele hovedprisen – sportsprisen – denne gang. De tre andre priser – lederprisen, talentprisen og seniorprisen – bliver dog uddelt.

Coronasituationen gør det desuden umuligt at holdet det traditionelle prisuddelingsshow, og det er derfor, vinderne denne gang afsløres i avisen.

Tillykke til alle vinderne og også tillykke til alle dem, som er blevet indstillet til priserne!