Bornholmer vinder DM-sølv med vikarmakker

Bornholmer vinder DM-sølv med vikarmakker
Line Irby Nørregaard, der er opvokset i Nexø, stillede for tredje gang op til DM i padel i damedouble, og for første gang nogensinde fik hun en medalje med hjem. Fra venstre til højre ses finaledeltagerne: Line Irby Nørregaard, Julia Isabella Wiese, Gitte Haxen og Mie Skov. Foto: Dansk Padel Forbund
NYHED | DANMARK | ABONNENT | 5. DEC 2021 • 13:22
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | DANMARK | ABONNENT
5. DEC 2021 • 13:22

Line Irby Nørregaard vandt lørdag sølv til danmarksmesterskaberne i padel. Resultatet kommer lidt som en overraskelse, for kort før turneringen blev hendes normale makker skadet, og derfor måtte hun spille sammen med Julia Isabella Wiese, som hun aldrig har spillet sammen med før.


I weekenden leverede Line Irby Nørregaard, der er opvokset i Nexø, en af padelkarrierens flotteste resultater. For første gang nogensinde formåede hun nemlig at vinde en medalje til danmarksmesterskaberne, da hun sammen med Julia Isabella Wiese vandt sølv.

At de nåede så langt kommer lidt bag på bornholmeren, for det var slet ikke meningen, at de skulle have spillet sammen i turneringen. Lines oprindelige makker, Trine Basset, blev nemlig ankelskadet, og så slog Line i stedet pjalterne sammen med Julia, selvom de begge normalt foretrækker at spille i venstre side af banen.

I deres første kamp til DM var der da også lidt startvanskeligheder, da de tabte første sæt med 6-2.

– Og så kigger vi på hinanden og er enige om, at der er et eller andet, vi er nødt til at gøre, siger Line Irby Nørregaard, som derfor overtog pladsen i højre side af banen, mens Julia kom tilbage i sin vante venstre side, og derefter gik det meget bedre, og parret vandt andet sæt 6-0 og vandt så kampen i en match tiebreak.

Semifinalen blev også vundet, hvorefter Mie Skov og Gitte Haxen ventede i finalen. Her måtte det uvante par dog strække våben, da det blev til et nederlag på 6-3, 6-4.

– De spiller bare godt, men det var en mega fed finale, fortæller Line Irby Nørregaard, som glæder sig meget over sølvmedaljen.

– Det betyder helt vildt meget. Det betyder, at jeg rykker mig. Det er bedre end de andre år, og så skete det med en makker, jeg slet ikke har spillet sammen med før overhovedet. Så jeg synes, det er enormt positivt, siger hun.

Nu venter der en enkelt turnering inden nytår, da Line Irby Nørregaard stiller op til danmarksmesterskaberne i mixeddouble om 14 dage i Næstved sammen med Peter Holm, som kender banerne særdeles godt, da han ejer padelcenteret, hvor turneringen afvikles.


Deltog i VM i Qatar

Line Irby Nørregaard var i november i ørkenstaten Qatar for at deltage i verdensmesterskaberne i padel, som blev spillet i Doha.

Her formåede hun sammen med resten af det danske landshold at leve op til seedningen, da de endte som nummer 13 i turneringen.

I 2022 spilles VM igen, og bornholmeren håber på at blive udtaget igen som en af Danmarks otte spillere, fortæller hun til Tidende.