Bornholmer bliver landstræner

Bornholmer bliver landstræner
Mette Holm Hansen er her fotograferet ved Bornholms Tidendes Sportspris-uddeling i 2020 sammen med Lasse Kure Hansen, der modtog sportsprisen efter at have vundet to sølvmedaljer ved Special Olympics i 2019. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 18. JAN 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
18. JAN 2023 • 15:30

Mette Holm Hansen skal sørge for, at de danske løbere kommer i god form til Special Olympics.

 

"Kunne du tænke dig at blive landstræner for løberne, der skal til Special Olympics?".

Sådan nogenlunde lød spørgsmålet, da Mette Holm Hansen besvarede et telefonopkald fra Anders Dehlholm, idrætskonsulent i Parasport Danmark.

Målgruppen for Special Olympics-idrætten er mennesker med udviklingshandicap.

Mette Holm Hansen, der er tidligere eliteløber og senere journalist på blandt andet Bornholms Tidende, var ikke i tvivl – selv om jobbet er frivilligt arbejde og dermed ulønnet:

– Jeg var glad for at blive spurgt, og jeg svarede ja, siger hun.

Baggrunden for henvendelsen var, at Mette Holm Hansen i 2014 som ansat på TV 2/Bornholm fulgte tre bornholmere, der var med til Special Olympics i Antwerpen i Belgien, og der lærte nogle fra den danske organisation at kende.

– Det var en stor oplevelse at være med til Special Olympics, og både fotografen og jeg var fulde af indtryk over det engagement og den livsglæde, som udfoldede sig, og imponerede over hele organisationen af legene. Den oplevelse er en af grundene til, at jeg sagde ja, siger Mette Holm Hansen.

Bornholmske medaljer

Special Olympics-organisationen blev stiftet af Kennedy-familien i 1968, og samme år holdt man de første sommerlege. Special Olympics sommerlege og vinterlege har siden udviklet sig til nogle af verdens største idrætsbegivenheder.

Danmark har været med siden 2003. Ved de seneste sommerlege – i Abu Dhabi i 2019 – deltog 7.500 atleter fra 195 lande. Danmark havde 86 idrætsudøvere med. To af dem var fra Bornholm – løberne Nikolaj Mortensen og Lasse Kure Hansen, der begge vendte hjem med medaljer.

Mette Holm Hansen oplyser dog, at det ikke ser ud til, at Bornholm bliver repræsenteret ved sommerens Special Olympics i Berlin 17.-25. juni. Her skal der konkurreres i 15 idrætsgrene.

Mette Holm Hansen har i april den første træningssamling med de løbere, der kan komme med til legene.