Cort: 'At have tre sejre i samme løb – det er utroligt'

Cort: 'At have tre sejre i samme løb – det er utroligt'
– Det var en speciel sejr, sagde Magnus Cort efter årets tredje etapesejr i Vuelta a España. Arkivfoto: Jacob Jepsen
CYKELSPORT | SPANIEN | 3. SEP 2021 • 19:46
Af:
Ritzau
CYKELSPORT | SPANIEN
3. SEP 2021 • 19:46

Bornholmske Magnus Cort lavede fredag et flot hattrick, da han vandt sin tredje etape i årets Vuelta a España.

Den 28-årige dansker havde kort efter triumfen stadig ikke helt forstået sin store bedrift.

– Det er fantastisk. Det er en drøm nu, og jeg håber virkelig ikke, at jeg vågner op, siger Cort ifølge TV2.

Cort var sammen med blandt andre landsmanden Andreas Kron (Lotto Soudal) i udbrud det meste af dagen, og der blev kæmpet hårdt for at holde det jagtende felt væk.

Med i udbruddet var også Corts amerikanske holdkammerat Lawson Craddock, som danskeren er meget taknemmelig for.

– Det var først med fem-seks kilometer tilbage, at jeg begyndte at tro på det. Feltet holdt os hele tiden tæt på, og det var en virkelig hård dag. Samarbejdet i front var ikke altid perfekt.

– Jeg er nødt at takke min holdkammerat Lawson Craddock for gøre et helt fantastisk stykke arbejde. Jeg havde ikke taget denne sejr uden at have ham med mig, siger Cort.

Cort blev i sit vinderinterview også spurgt, hvilken af de tre etapesejre han sætter størst pris på.

Han fremhæver den første af de tre sejre – 6. etape, der sluttede på en kategori 3-stigning.

– Det var fantastisk at vinde på toppen af... Jeg vil kalde det et bjerg, for jeg er fra Danmark, og vi har ikke bakker, der er så høje. Så det var nærmest et lille bjerg for mig. Det var en speciel sejr.

– Men at have tre sejre i samme løb nu. Det er utroligt, siger Cort.

Cort står noteret for syv etapesejre i grand tour-løb i karrieren - seks i Vueltaen og en i Tour de France.