April Hydrup vandt hoppemesterskab for anden gang - Henrik Ipsen for fjerde gang

April Hydrup vandt hoppemesterskab for anden gang - Henrik Ipsen for fjerde gang
April Hydrup ses her i vindercirklen sammen med ejerne Henrik Ipsen og Line Christoffersen samt repræsentanter for mesterskabsløbets sponsorer, Rønne Ejendomshandel. Foto: Torben Ager
TRAVSPORT | ALMINDINGEN | 30. JUN 2021 • 22:05
Kjeld Lundbæk
Journalist
TRAVSPORT | ALMINDINGEN
30. JUN 2021 • 22:05

Feltet i kampen om årets hoppemesterskab på Bornholms Brand Park var sjældent jævnbyrdigt, men alligevel blev løbet en forholdsvis udramatisk forestilling.

Mesteren fra 2019, April Hydrup, skød straks til spids med Henrik Ipsen i sulkyen, og så var der ikke så meget mere at køre om, når det gjaldt førstepladsen.

Så var der mere kamp om andenpladsen, hvor overraskelsen Mara Woman/Annika Dyrnits  efter et godt rygløb på April Hydrup kun lige akkurat fik afvist Catja Mosebo/René Kjær på målstregen.

April Hydrups sejr gjorde Henrik Ipsen til en historisk skikkelse i bornholmsk travsport, idet det var fjerde gang, han vandt hoppemesterskabet. Det har ingen amatørkusk gjort før ham. I årene 2013-2015 vandt han tre mesterskaber med Pietra I, der siden er overgået til avlen.

- Det var en kæmpe lettelse at vinde i dag, fordi der knytter sig en lidt speciel historie til April Hydrup. Derfor skal der lyde en stor tak til Henrik Jensen, for at vi fik lov til at få hesten, sagde Henrik Ipsen i sejrsinterviewet efter løbet.

Om selve løbet havde han denne kommentar:

- Måske syntes hun, at det gik for langsomt. Hun vil gerne have fuld fart på hele vejen. Især gik hun lidt for hårdt på, da Daniella kom op, men heldigvis slappede hun af igen på sidste omgang.

Da April Hydrup blev mester i 2019, blev hesten kørt til sejr af Kim Hjort.