Anderledes mesterskab: Guld ikke det vigtigste

Anderledes mesterskab: Guld ikke det vigtigste
Lauritz Xerxes Walter og Olivia Buchardt vandt mixeddouble i U17/U19-rækken til bornholmsmesterskaberne i Aakirkeby-Hallerne. Fotos: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 4. DEC 2022 • 19:07
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
4. DEC 2022 • 19:07

I weekenden blev der fundet nye bornholmsmestre i badminton, men det var glæden ved at spille med og mod andre, som var det vigtigste.

– Det er megafedt, og det er sjovt at komme ud at spille med folk fra hele Bornholm.

Sådan siger 18-årige Lauritz Xerxes Walter fra Svaneke, som netop er blevet bornholmsmester i herredouble og mixeddouble i U17/U19-rækkerne.

– I single var jeg lige rykket op en række, så jeg kom til at spille mod nogle, som var virkelig gode, og jeg tabte de fleste kampe. Men det var virkeligt sjovt, fortæller han.

Udover at spille selv, er Lauritz sammen med sin mor træner for 20 børn, hvoraf cirka halvdelen af dem deltager i stævnet. Han bruger derfor også en del tid på at se dem spille og heppe på dem og give dem gode råd.

– Vi er også meget fokuseret på, at vores undervisning skal ikke kun handle om at komme til stævner og vinde. Det handler lige så meget om bare at have det fedt og spille badminton og have det sjovt.

– Og så må man selvfølgelig godt komme til stævne og lære en masse og vinde nogle kampe, siger han og fortæller, at det godt kan være lidt grænseoverskridende for børnene at være med til et stævne som bornholmsmesterskabet, hvor der er en del forældre, som sidder på tilskuerrækkerne og følger med.

– Især i single er det rigtig hårdt. Det kan det være for mange, og det er det også for mig selv, for man skal stå med alt presset selv. Man udvikler sig virkelig meget, men det kan være ret mentalt hårdt, og man kan bryde sammen nemt også, siger han.


Vigtigt med forældreopbakning

At give deltagerne en god oplevelse er også det vigtigste for arrangøren bag bornholmsmesterskabet.

– Talenter er ikke sådan lige det, vi fokuserer allermest på. Nu handler det om at få flere spillere ind og spille sporten, fortæller Lars Christiansen, som er formand for DGI Bornholms badmintonudvalg.

I den forbindelse, mener han, at det er vigtigt, at forældrene tager et større ansvar for deres børn og eksempelvis tager med til stævner og ser børnene spille.

– Det vigtigste er, at børnene bliver set, anerkendt og hørt, og det kan man bare mærke i dag, for der sidder mange forældre og kigger på deres børn. Der er også mange, som deltager for første gang, som siger, at det skal de prøve igen, fordi der er sådan en rigtig dejlig positiv stemning over det hele.

Guldmedaljen er ikke det vigtigste?

– Ikke altid. Det er det for børnene, når de får den. Men det er fundamentalt glæden ved at være her sammen med alle de andre, og at man er en del af en hel bunke mennesker i en hal. Både voksne og børn, fortæller Lars Christiansen og oplyser, at der i løbet af weekenden i alt har været 128 spillere med til bornholmsmesterskaberne.

 


BM-vindere 2022


U09 D HS/DS: Fiona Blomquist Folkman, Knudsker

U11 D HS: Bendix Hjort, Klemensker

U11 D DS: Emilia Olsen, Nexø

U11 C /U13 C HS: Otto Nørgaard Sorgenfri, Svaneke

U11 B /U13 C DS: Maise Tolstrup, Knudsker

U11/U13 D DD: Emilia Olsen+Alba Winsløw, Nexø

U11 C/U13 D DS: Karla Blomquist Folkman, Knudsker

U13 D HS: William Hagelskjær Sørensen, Rønne

U13 C HD/U13 A DD: Maja Thøgersen+Maise Tolstrup, Knudsker

U13 C DD: Agnes Leonora Zenobia Walter+Nanna Skou-Larsen, Svaneke

U13 D MIX: Edmund Mortensen+Line Holm Nyboe, Allinge

U13 B /U15 C HS: Sebastian Müller Mortensen, Aakirkeby

U13 B/U15 B/ C MD: Lukas Olsson+Cecilie Loeb Pedersen, Hasle IF

U13 D HD/U15 D DD: Alma Elleby Lund+Josefine Olsen, Nexø

U15 B HS: Elias Oluf Bergenholz, Svaneke

U15 B/U15 C DS: Cecilie Loeb Pedersen, Hasle IF

U15 B/C HD: Lukas Olsson+Magne Rømer, Hasle IF

U15 D HS: Frederik Folkmann Poulsen, Knudsker

U17/U19 C HS: Carit Johan Xerxes Walter, Svaneke

U17/U19 B HS: Magnus Munch, Aakirkeby

U17/U19 B DS: Olivia Buchardt, Knudsker

U17/U19 B MD: Lauritz Xerxes Walter+Olivia Buchardt, Svaneke/Knudsker

U17/U19 B/C HD: Elias Oluf Bergenholz+Lauritz Xerxes Walter, Svaneke

U17/U19 B /SEN C DD: Randi Jensen+Britta Mortensen, Nyker

SEN B HS: Gregers Juel Jensen, Hasle IF

SEN B MD: Gregers Juel Jensen+Britta Mortensen, Hasle IF, Nyker

SEN B DD: Nina Andersen+Tania Thøgersen, Nyvest

SEN B HD: Magnus Laier Sonne+Martin Stræde, Nexø

SEN C HS: Rasmus Nielsen, Klemensker

SEN C HD: Gregers Juel Jensen+Miklas Lehman Rømer, Hasle IF/Knudsker

SEN C MD: Martin Johansen+Tania Thøgersen, Nyvest