Årets eneste gymnastikopvisning foregik på et hotel

Årets eneste gymnastikopvisning foregik på et hotel
Trampolinen var fundet frem, da syv unge springgymnaster indtog Green Solution House torsdag eftermiddag.
| ABONNENT | 12. JUN 2021 • 13:25
Af:
Jesper Gynther (tekst)
Jacob Jepsen (fotos)
| ABONNENT
12. JUN 2021 • 13:25

GYMNASTIK

Der blev gået indmarch, lavet spring, saltoer og vejrmøller samt stået på hænder, da syv unge gymnaster mellem syv og 11 år sent torsdag eftermiddag fremførte en opvisning for deres forældre på Green Solution House i Rønne.

Gymnasterne går på et fælles springhold fra AaIF og Hasle IF, og holdet har været et af de eneste her på øen, hvis ikke det eneste, som har trænet i år. Gymnastiksæsonen i vinters blev nemlig hårdt ramt af coronanedlukningen, og da indendørsidræt igen blev tilladt i april, valgte mange gymnastikhold at vente med at gå i gang med træningen, indtil den nye sæson begynder i efteråret.

De unge gymnaster på AaIF og HIF's springhold har dog været så vilde med at komme i gang, at de har trænet siden starten af april; I første omgang trænede de udenfor i fem til syv graders varme, men siden slutningen af april er de gået indenfor i vante omgivelser, og nu blev det altså tid til at vise frem, hvad det er, de har gået og trænet på.

– Det har været vigtigt for os at lave den her opvisning, fordi rigtig meget af det, vi som gymnaster træner hen imod, er at få lov til at vise det for nogle andre. Der er bare noget fedt i at få lov til at vise, hvad man har lavet, og man bliver bare så glad af det, fortæller Henrik Madsen, der sammen med Arne Skov udgør holdets instruktørduo.

Instruktørerne var næsten lige så aktive som udøverne.

– Hvis du går til fodbold, så spiller du typisk kamp hver weekend, eller der er nogle stævner, du tager til. Og der er gymnastik lidt mere den her hemmelige ting. Man går ind i en hal, og man træner i et halvt år, og så kommer man ud og skal vise det, forklarer han og fortæller, at opvisningen normalt ikke ville have været afviklet på konferencecenteret.

– Nej, det ville have været i en hal. Der ville typisk have været en opvisning i Aakirkeby, hvor der så havde været mange hold samlet. Men der er ikke andre hold, der har trænet under nedlukningen eller i foråret. Alt andet har været lukket. Så det her med at alle hold kommer og viser til hinanden, hvad man har trænet, det må man vente med til næste år, forklarer Henrik Madsen.

Der var medbragt en del større rekvisitter til opvisningen.

Anderledes, men sjov opvisning

At der ikke var lige så mange på tilskuerpladserne, som der plejer at være, blev lagt mærke til af Cecilia Lykke Jensen Jartoft fra Aakirkeby, der er en af gymnasterne på holdet.

– Det var lidt anderledes, end det plejer, for der var ikke lige så mange publikummer. Men det var okay, og det var rigtig sjovt at være med til opvisningen, siger den unge springgymnast, der har gået til gymnastik, siden hun var to-tre år gammel, og derfor har prøvet at deltage i en del opvisninger før – men altså aldrig i et konferencecenter.

I opvisningen blev der lavet koldbøtter, saltoer og vejrmøller, og så viste gymnasterne en serie, de har øvet længe på. Cecilia forklarer, at især det med saltoer er noget, som hun er blevet bedre til i løbet af foråret, hvor holdet har trænet sammen.

Hvad er det med dig og gymnastik, hvorfor er det lige den sport, du går til?

– Jeg synes, det er sjovt, og jeg synes, man bliver meget mere smidig af det, og man lærer mange ting, siger Cecilia, der i den forbindelse gerne vil rose sin instruktør Henrik Madsen.

– Han er en rigtig skøn lærer. Man lærer mange ting af ham, og det synes jeg egentlig bare er dejligt, siger hun.

Cecilia gjorde mor stolt. 

Rørt mor

Cecilias mor, Mette, var med på tilskuerpladserne, og hun var glad for at få muligheden for at se hendes datter vise de ting frem, som hun har trænet på.

– Det gør en stolt, siger hun.

– Selvom det bare var sådan en lille opvisning som det her, så kunne jeg stadig mærke, at det gør bare noget ved mig, når de kommer ind til indmarchen. Det er sådan ganske specielt, at det man har arbejdet på, det får man lov at vise. Til fodbold har du jo kampe, så det er lidt oftere, man kan se, det man går og træner på. Her brænder du jo hele dit krudt af, så det er bare stort og flot og spændende at se, hvad de har lært, siger hun.

Er gymnastikinteressen kommet fra dig?

– Ja, og så har hun et par storesøstre, der også dyrker det. Vi har altid dyrket gymnastik altid, så vi er en gymnastikfamilie derhjemme, i hvert fald på pigesiden.

– Jeg dyrker det også selv, men vi har jo slet ikke gået til det i denne sæson. Så det er to opvisninger, vi ikke har fået, så det er lidt mærkeligt, siger hun med henvisning til, at opvisningerne også i 2020 blev aflyst på grund af corona.

– Så jeg ser frem til uge 38, hvor vi starter op, siger Mette, der forhåbentlig selv får mulighed for at deltage i en gymnastikopvisning til marts 2022.

I forrige uge afviklede springholdet en træningsweekend, hvor de blandt andet lavede øvelser på Hammershus. Det var der lavet en lille video ud af, som blev vist til forældrene under opvisningen.