500 løbere må undvære grillmad og den helt store fest

500 løbere må undvære grillmad og den helt store fest
Fredag og lørdag bliver der løbet igennem på og ved Hammerknuden. Her ses løbere til starten af Hammer Trail i 2014. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 6. MAJ 2021 • 07:31
Jesper Gynther
Journalist

6. MAJ 2021 • 07:31

LØB

Det bliver et noget anderledes Salomon Hammer Trail, der sættes i gang på fredag den 7. maj, end det vi er vant til.

Under normale forhold ville det være årets helt store trailløbefest for arrangøren Tejn IF, men i år har coronarestriktionerne gjort, at løbet bliver afviklet under helt andre omstændigheder.

– Det bliver ikke den store løbefest med grill mm., når løberne kommer ind, som vi plejer, fortæller Lene Møller fra Tejn IF's løbeafdeling, som forklarer, at Tejn IF har opdelt området i tre zoner, og når løberne kommer i mål, bliver de vist hen til en sluse, hvor de på vej ud af området vil få en goodiebag, mad og drikkelse og så videre.

Hun tror dog på, at løbet nok skal blive en god oplevelse, selvom det altså ikke er helt, som det plejer.

– Vi glæder os til at afvikle løbet og se de mange gengangere af løbere. Vi har lavet en meget speciel rute i år, hvor alle vil blive udfordret, siger hun.

Forskellige distancer

Selvom Salomon Hammer Trail mest er kendt som et ultraløb, så er der også lavet ruter for dem, som løber mere menneskelige distancer.

– Vi forventer op mod 500 løbere til start de to dage, hvor der kan løbes alt fra 100 miles til at gå en tur på otte kilometer, fortæller Lene Møller, som oplyser, at den mest populære distance er 25 kilometer lørdag formiddag, hvor knap 200 stiller til start fordelt ud i fire forskellige startgrupper.

DM i langtrail

Dansk Atletik har i øvrigt valgt, at Tejn IF afvikler DM i langtrail 2021, og foreningen har valgt at bruge Salomon Hammer Trail til den lejlighed. Derfor stiller nogle af Danmarks skarpeste trailløbere op på 50 miles distancen.

Golden Trail 33 kilometer ser også ud til at blive taget godt imod hos løberne. Der stiller 60 løbere op til start. Netop dette løb giver adgang til Golden Trail-serien, som sponsoren Salomon har på verdensplan, og som tæller løb i eksempelvis Argentina, USA og Frankrig.