16-årig bornholmer kom igen i aktion for Esbjerg: 'Han var ikke bange for at have bolden'

16-årig bornholmer kom igen i aktion for Esbjerg: 'Han var ikke bange for at have bolden'
Den tidligere RIK- og Elite Bornholm-spiller Phun Mang kom tirsdag eftermiddag for anden gang i aktion for Esbjergs 1. divisionshold. Det skete i en træningskamp mod Vejle, som endte 0-0, og hvor han spillede hele anden halvleg. Fotoet er udlånt til Bornholms Tidende med tilladelse af Esbjerg fB
| 26. JAN 2021 • 14:50
Jesper Gynther
Journalist

26. JAN 2021 • 14:50

FODBOLD

Den unge bornholmer Phun Mang spillede tirsdag endnu en træningskamp for Esbjergs bedste hold, da vestjyderne spillede 0-0 mod Vejle.

Phun Mang, som mandag fyldte 16 år, blev sendt på banen fra 2. halvlegs start og fik dermed 45 minutters spilletid sammen med 1. divisionsspillerne.

Selvom medspillerne altså er noget ældre end ham selv, så gjorde han en god figur af sig, fortæller Kenni Poulsen, kommunikations- og marketingansvarlig hos Esbjerg fB.

– Phun blev skiftet ind i pausen, og han gik godt med i spillet og havde også et enkelt skud fra distancen. Han var ikke bange for at have bolden, og det er meget flot, når man tænker på, at han kun er 16, siger Kenni Poulsen til Bornholms Tidende.