12-årige Alma: 'Jeg vil gerne vide, hvordan man gør, hvis der sker en ulykke'

12-årige Alma: 'Jeg vil gerne vide, hvordan man gør, hvis der sker en ulykke'
Alma Kjær (i midten) har lært, hvordan man bjærger en person, der er kommet i vanskeligheder til havs.
NYHED | BALKA STRAND | ABONNENT | 5. AUG 2022 • 15:45
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | BALKA STRAND | ABONNENT
5. AUG 2022 • 15:45

Onsdag til fredag har 11 børn deltaget i en sommerlejr på Balka Strand, hvor de har lært om arbejdet som livredder.

– Det har været virkelig hyggeligt faktisk. Det har været sjovt at lære alle mulige ting om livredning. Jeg har lært noget om udstyret, og hvordan man redder folk i land med forskellige redskaber.

Sådan siger 12-årige Anton Cornelius Lind fra Gudhjem, som har brugt de seneste dage på Balka Strand sammen med 10 andre bornholmske børn og tre instruktører fra DGI Bornholm.

De har alle været med i Ocean Rescue Camp, som er en sommerlejr, hvor der er blevet undervist i havsvømning, Stand Up Paddle (SUP) og livredning, og især det sidstnævnte har været et hit.

Jeg kunne godt tænke mig at vide,
hvordan det er, man gør,
hvis der sker en ulykke

– Jeg er med, fordi det lød sjovt, og så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan det er, man gør, hvis der sker en ulykke, siger 12-årige Alma Kjær fra Rutsker, som nu har lært, hvordan man kan bjærge en person, der er kommet i vanskeligheder på havet.

– Man har sådan en skumdims, som man kan lægge rundt om personen, og så kan man svømme dem ind i land. Det er lidt tungt, men det er ikke så svært, siger Alma, som dog ikke satser på en fremtidig karriere som livredder.

– Men jeg synes, det er godt at kunne alligevel, siger hun og fortæller, at hun i forvejen har lært en del om sikkerhed til havs, da hun går til sejling i Rønne.

I løbet af ugen har deltagerne talt med de rigtige livreddere, som sidder i Trygfondens udkigstårn blot nogle få meter fra sommercampen. Det var en stor oplevelse for Anton, som godt selv kunne tænke sig at sidde i tårnet en dag.

– Det var virkelig spændende at møde dem, og de fortalte mange ting. Jeg øver mig også til livredderprøverne i svømmehallen, siger Anton, som svømmer flere gange om ugen i Gudhjem Svømmehal og ofte svømmer med sin familie i havet.

Børnene har været meget på havet, hvilket også skyldes, at der både onsdag og torsdag var omkring 30 grader varmt.

80 procent leg

På sommercampen har børnene blandt andet lært, at man altid skal have redningsvest på, når man står på et SUP-board. De har også lært om hestehoveder, og at man ikke altid skal svømme ligeud, men også langs kysten, og at man ikke skal gå ud i vandet, hvis der er fralandsvind.

– De har også lært en masse om strømforhold. Der var en ret kraftig strøm i går (torsdag, red.), hvor man oplevede, at når man var i vandet, så var man lige pludselig 30 meter væk, siger DGI Bornholms instruktør, Flemming Torsten Sørensen, som dog påpeger, at vand ikke er farligt, hvis man befærder sig fornuftigt i det.

Der er altid behov for nye livreddere,
for der sker mange ulykker rundt omkring.
Så sent som i går jo

Selvom der er mange sikkerhedsregler at forholde sig til, har der også været plads til masser af grin og leg under sommercampen.

– De er op til 13 år, og det er et tidspunkt i deres liv, hvor de stadigvæk godt gider lege. De gider godt bygge et sandslot og lave vandstafetter, så det handler meget om at kombinere leg og læring.

– Der er måske 20 procent læring og 80 procent leg, siger Flemming Torsten Sørensen.

Tiden på sommerlejren er ikke kun gået med at lære om sikkerhedsregler. Der er også blevet dystet i at bygge sandslotte. Her ses Anton Cornelius Lind blive brugt som en del af drengenes sandslot, som skal forestille en havfrue.

Flere skal lære om livredning

For at få lov til at deltage i sommercampen skal man opfylde et par krav: Man skal kunne svømme 200 meter uden problemer, og man skal være mellem 10 og 13 år gammel. Det er den alder, hvor mange stopper med at gå til svømning, og sommercampen er et forsøg på at fastholde børnenes interesse i havsport.

– Fra mit idrætsmæssige synspunkt handler det om at bygge ovenpå svømmebegrebet. Nu kan vi svømme, og hvad kan man så, hvis man ikke gider være konkurrencesvømmer? Så kan man bruge den 120 kilometer lange kyststrækning, som Bornholm har, til mange andre ting, siger DGI Bornholms instruktør, Flemming Torsten Sørensen.

Han drømmer om at mange flere bornholmske børn får mulighed for at lære om livredning og prøve havsvømning og SUP. Det kunne enten foregå i foreninger eller som en del af skoleundervisningen.

Vi bor jo på en ø omringet af vand,
så det vil være godt,
hvis man fra barnsben
har været vant til at forholde sig til det

– Vi kunne godt tænke os at implementere et forsøg for hele Bornholm, som handler om, at alle børn i deres aldersgruppe fik den her mulighed. At man samarbejder med skolerne og fandt ressourcer til at tage børnene med ud en dag og lære dem om de her ting. Alle elsker jo vand og vand er et fantastisk legested, og vi bor jo på en ø omringet af vand, så det vil være godt, hvis man fra barnsben har været vant til at forholde sig til det, siger han.

Tror du, at nogle af deltagerne på sommercampen kunne blive livreddere en dag?

– Det ved man aldrig. Det kan da godt være, at der er nogle, der vil søge den vej en dag, siger Anders Pedersen, som har været instruktør på sommercampen og selv til daglig arbejder som kystlivredder for Trygfonden.

– Der er altid behov for nye livreddere, for der sker mange ulykker rundt omkring. Så sent som i går jo, siger han med henvisning til, at en kvindelig turist druknede på Balka Strand torsdag eftermiddag.

11 børn har deltaget i sommerlejren, hvor der er blevet undervist i kystlivredning på Balka Strand.