10.000 kroner for en overnatning: Fanklub bliver hjemme

10.000 kroner for en overnatning: Fanklub bliver hjemme
Finn Jensen har tøjet klar til VM, men har ikke bestilt nogen flybilletter denne gang. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 14. NOV 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
14. NOV 2022 • 05:30

Det er blevet for dyrt at komme til VM i fodbold, og derfor vælger den lokale roliganklub at følge det danske herrelandshold hjemme fra Bornholm. Her skal fanklubben i stedet deltage i et storskærmsarrangement i Rønne Idrætshal med fri entré.

På søndag skydes VM i Qatar i gang, når værtslandet møder Equador, og tirsdag i næste uge er det så Danmarks tur, når vi spiller vores første puljekamp mod Tunesien.

Det bliver dog uden bornholmske roligans på tilskuerrækkerne, fortæller Finn Jensen, som er formand for Roliganklubben Bornholm.

– Vi bliver hjemme. Jeg kender kun én fra København, som tager af sted, siger han og fortæller, at det er meget få kampbilletter, som er blevet stillet til rådighed for danske fans.

– Og så er det jo blevet dyrt. Jeg læste den anden dag, at man skulle give 10.000 kroner for en flybillet frem og tilbage, og opholdet koster også deromkring for et dobbeltværelse per nat, så det er jo ikke for almindelige mennesker. Det er helt sindssyge priser dernede, siger han og fortæller, at han da heller ikke har set nogen rejsebureauer herhjemme, som laver ture til Qatar.

– Jeg har også læst, at hvis man vil ind på en restaurant i byen dernede og se en fodboldkamp, skulle man give 400 kroner for at komme ind og se det. På en restaurant bare, siger han.

Der må blive lukket 500 ind i hallen, og Finn Jensen regner med, at der bliver rift om pladserne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Storskærmsarrangement i Rønne

Finn Jensen har ellers været med til ni forskellige slutrunder gennem tiden, hvilket har ført ham til lande som England, Holland, Belgien, Frankrig og Sydkorea. Men nu bliver det fra Bornholm, at han skal følge det danske landshold.

Det kan dog også gå hen og blive ret festligt, for roliganklubben skal blandt andet deltage i et storskærmsarrangement i Rønne Idrætshal, når Danmark møder Frankrig lørdag den 26. november klokken 17.00 dansk tid. Det er DBU Bornholm, som arrangerer eventet, som har plads til i alt 500 deltagere.

– Det er fuldstændig gratis, så alle kan komme, og det er først til mølle. Og så det er jo en rigtig god dag, for folk har fri, siger han og fortæller, dørene åbner fra klokken 14.

– Man kan købe øl og pølser deroppe, og vi kommer selv til at sælge noget udstyr og er med til at lave noget stemning, og så laver vi nogle konkurrencer på forskellige måder, oplyser han.

Fodboldfeber om vinteren

Lige nu er det dog ikke, fordi fodboldfeberen har ramt roliganklubben, indrømmer formanden. Fodboldfansene skal da også lige vænne sig til, at VM-slutrunden afvikles i november og i december i stedet for om sommeren.

– Normalt går man jo i t-shirt og hygger sig udenfor, og der er selvfølgelig varmt dernede (i Qatar, red.), men det er jo ikke sæson herhjemme for sådan noget.

Men I tænker, at der nok skal komme fodboldfeber alligevel?

– Ja, det tror jeg. Hvis Danmark vinder den første kamp, så tror jeg, at fodboldfeberen kommer, og så samles man mange steder. DBU Bornholm har jo også planlagt flere arrangementer i Rønne Idrætshal, hvis Danmark går videre, oplyser han.

Forkert at VM afvikles i Qatar

Der har været meget diskussion, om det er i orden, at VM bliver afviklet i Qatar, da det er blevet afsløret, at landet har overtrådt menneskerettighederne i forbindelse med byggeriet af de mange stadions. Blandt andet har mange migrantarbejdere mistet livet under byggearbejdet.

Roliganklubben er da heller ikke fan af, at VM skal afvikles i ørkenstaten.

– Jeg synes ikke, at det er rigtigt, at man holder sådan et arrangement dernede, for de har købt sig til det i mine øjne. Men sådan er det med politik, siger Finn Jensen.

DR TV kan man lige nu se en dokumentar om bagsiden af VM i Qatar.