Varmt lys
Et hjem skal selvfølgelig have belysning, og her kan du med fordel vælge at have flere forskellige lyskilder, så du har muligheden for at skabe hygge. Supplér loftslampen med andre lyskilder, for eksempel en væglampe med et afdæmpet, gulligt lys, for så kan du nøjes med at tænde for væglampen, når der virkelig skal hygges. Det skaber en mere intim stemning. Levende lys er selvfølgelig også altid en god idé.
Få kaoset væk
Selvom det er hyggeligt, at hjemmet ser personligt ud, så er rod ikke noget, der bidrager til en hyggelig stemning. Sørg for opbevaring til småting, for eksempel fletkurve og krukker med låg. Gem ledningerne væk bag møblerne. Mindre rod får øjet og hovedet til at slappe mere af, for rod forstyrrer og kan risikere at minde dig om alle de ting, du skal nå.
Masser af grønt
Gør dit hjem levende ved at tilføje masser af grønne planter og friske blomster. Planterne frisker hjemmet op og får det til at virke langt mere indbydende. Sørg for noget grønt i alle rum. Har du svært ved at passe planter, så findes der heldigvis mange arter, som hverken kræver særlig meget vand eller opmærksomhed.