Trøst: Lea og Peter kender Bornholms behov

NYHED | 2. NOV 2022 • 05:30
NYHED
2. NOV 2022 • 05:30

Jacob Trøst (K) ville gerne have haft en partifælle i regeringen, eller i det mindste i Folketinget. Men samarbejdet med Lea Wermelin og Peter Juel-Jensen er godt, og nu forventer han, at det fortsætter uændret.


Borgmester Jacob Trøst har ikke hænderne i vejret over valgresultatet, for han havde håbet, at bornholmerne havde sendt en konservativ kandidat i Folketinget - og allerhelst også i regering. Men den drøm blev der sat en stopper for, efterhånden som valgresultaterne tikkede ind tirsdag aften.

– Jeg havde håbet på et bedre resultat for Konservative, men vi må se fremad og gøre de bedre næste gang, siger Jacob Trøst.

– En konservativ i regeringen ville jo alt andet lige have gjort det nemmere at nå igennem.

Men det blev altså igen Venstre og Socialdemokratiet, der løb med de bornholmske mandater - ligesom de gjorde ved sidste valg i 2019.

Det er dog ikke værre, end at borgmesteren kan se de lyse sider ved de kandidater, bornholmerne har sat deres kryds ved.

– Jeg har haft et udmærket samarbejde med både Lea Wermelin og Peter Juel-Jensen indtil videre, så det forventer jeg egentlig bare fortsætter uændret, fortæller han.

Uanset hvem der bliver valgt i storkredsen, så er borgmesteren sikker på, at de vil arbejde for Bornholms bedste. Lige nu oplever han, at begge kandidater har en interesse for at øge godskapaciteten, og at Bornholm får mest muligt ud af energiøen.

– De kender Bornholm og Bornholms behov, så det skal nok gå. Jeg ved at Lea og Peter vil arbejde for Bornholm.