Trøst: Kommunen har reageret på mangel på børnesagsbehandlere

Trøst: Kommunen har reageret på mangel på børnesagsbehandlere
– Vi har fokus på det, og vi gør alt hvad vi kan for at rekruttere, siger borgmesteren om manglen på arbejdskraft på socialrådgiverområdet. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 17. MAJ 2022 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
17. MAJ 2022 • 15:30

Det tager tid at løse problemet med mangel på socialrådgivere til de stadig flere børnesager. Men kommunen er i gang, siger borgmester Jacob Trøst. Han lytter gerne til sagsbehandlerne selv, men mener ikke, at man kan bruge tidligere ansattes udsagn til at løse dagens problemer.


Kommunen gør hvad den kan for at løse problemerne for socialrådgiverne på børnesagerne, der kæmper med ubesatte stillinger, højt sygefravær og ansatte, der hurtigt forlader jobbet igen.

Det siger borgmester Jacob Trøst (K), efter at Tidende lørdag kunne påvise, at socialteamet i kommunens Center for Børn og Familie netop nu kun er halvt bemandet med uddannede socialrådgivere, og at kommunen også tyr til børnesagsbehandlere, der har en beslægtet uddannelse uden at være socialrådgivere.

– Vi har fokus på det, og vi gør alt hvad vi kan for at rekruttere. Men det er en udfordring, som vi har alle steder. Det er snart alle brancher, der har svært ved at rekruttere, siger Jacob Trøst.

– Det er et arbejde, der tager tid. Men det er noget, som vi er opmærksomme på, og vi gjorde da også noget, da vi satte flere ressourcer af til Pædagogisk-Psykologisk Vurdering af børn, da vi åbnede budgettet igen, siger han.

I Tidende lørdag beskrev to tidligere ansatte dagligdagen med børnesagerne som en meget svær prioritering af "hvem jeg vil prøve at redde i dag", at sager fik lov at ligge urørt for længe, og at nogle sager slet ikke blev behandlet.

Hertil siger Jacob Trøst, at forholdene ikke er de samme i dag, og at han ikke tilskriver tidligere medarbejderes beskrivelser lige så megen vægt som de beskrivelser, der kommer fra dagens ansatte.

– De sagsbehandlere, der sagde op for et eller to år siden, synes jeg ikke, at vi kan bruge som grundlag for at finde ud af, hvad der skal ske. For der er sat nogle ting i gang, og jeg har tillid til det arbejde, der er blevet sat i gang, siger han.

Dansk Folkeparti vil foreslå, at kommunen kortlægger problemet ved at tale grundigt med børnesagsbehandlerne, også gerne tidligere ansatte. Med det mål at finde ud af, hvordan kommunen kan få flere til at blive og færre til ait sige op.

Sådan en samtalerunde kan Jacob Trøst også godt gå ind for. Men kun med dagens ansatte, ikke med børnesagsbehandlere, der forlod deres job for et år eller to år siden.

– Ja, det kan jeg godt gå ind for, at vi gør. Men jeg vil sige, at det er noget, som vi kan gøre fremadrettet, ikke bagudrettet. Jeg lagde mærke til, at der i artiklen var en tidligere ansat, der talte om forholdene, som de var for to år siden, siger han.

– Jeg vil selvfølgelig gerne høre om den nuværende situation for børnesagsbehandlerne. Men jeg synes ikke, at situationen for to år siden nødvendigvis er sigende for situationen i dag.