Smalt flertal skyder sundhedshus i Rønne til hjørne

Smalt flertal skyder sundhedshus i Rønne til hjørne
Her kommer måske et sundhedshus en gang. Men det bliver ikke lige med det første, for torsdag blev arbejdet med at skabe den nødvendige lokalplan udskudt. Foto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 19. MAJ 2022 • 19:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
19. MAJ 2022 • 19:30

Initiativtagerne bag det muligvis kommende sundhedshus på Ullasvej i Rønne kommer til at vente en postgang mere på at komme i gang.

Sundhedshuset skal efter planen rumme behandlingsfaciliteter for praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter og andre autoriserede sundhedspersoner. Grunden på Ullasvej er fundet i samarbejde med regionskommunen. Her ønsker selskabet Rønne Center for Sundhed og Trivsel at bygge i op til tre etager.

Men torsdag aften i kommunalbestyrelsen var et flertal af Enhedslisten, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne (i alt 12) ikke parat til at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan for det område, hvor sundhedshuset er tænkt til at skulle ligge: Grunden, der i dag huser det midlertidige vaccinationscenter omkring covid-19.

Både social- og sundhedsudvalget samt natur-, miljø- og planudvalget skal derfor nu behandle sagen igen. Det vedtog et flertal på 13 (Socialdemokratiet, Enhedslisten og Kristendemokraterne) mod 12.

Socialdemokratiet er nervøs, fordi initiativtagerne bag det mulige sundhedshus har gentaget det som en forudsætning, at både kommunen og Bornholms Hospital lægger funktioner ind i sundhedshuset. Enhedslisten ønsker desuden et sundhedshus' konsekvenser for kommunen nærmere undersøgt, ligesom Enhedslisten ikke føler sig sikker på, at det vil være lovligt for kommunen at afgive funktioner til et sundhedshus.

– Vores regionsfolk kæmper en kamp for, at vi skal blive ved at have de gode hospitalsforhold, som vi har. Det tror vi ikke på vil blive ved, hvis der bliver lagt funktioner fra hospitalet ind i et sundhedshus. Vi skal have garanti for, at vi ikke undergraver vores eget hospital og også for eksempel kommunens genoptræning, sagde gruppeformand Jonna Nielsen (S).

– Man kunne godt få den tanke, at der vil være tale om skjult erhvervsstøtte, der i så fald vil være på kant med loven. Det mener vi, at vi må have et fuldt oplyst grundlag omkring. Kommunens økonomiske rolle må belyses noget bedre, sagde Helle Munk Ravnborg (EL).

– Vi har ikke et ønske om at begrænse det private initiativ. Vi har bare også en forpligtelse til at passe på borgernes penge. Hvis man går sagen igennem, vil man se, at Enhedslisten faktisk tidligere er gået ind for at sætte planarbejdet i gang. Nu ønsker vi bare nærmere belyst, om vi så vil sætte planarbejde i gang på falske forudsætninger, sagde hun desuden.

Bornholmerlisten efterlyste en højere grad af god vilje hos Enhedslisten og Socialdemokratiet.

– Jeg synes, at det er ærgerligt, hvis vi ser det som vores rolle at lægge hindringer i vejen for et sundhedshus. I stedet for at spørge de her folk, hvordan vi bedst kan hjælpe jer, sagde gruppeformand Kirstine van Sabben (BL).

– Jeg vil gerne se regnestykket og dokumentationen, når man siger, at et sundhedshus vil gå ud over kommunens sundhedsfunktioner, tilføjede hun.

Venstre var ikke i tvivl om, at det vil være lovligt for kommunen at involvere sig i et privatejet sundhedshus.

– Der er rigtig mange sundhedshuse rundt omkring i Danmark. Derfor har vi også på Bornholm muilighed for at gå ind og påvirke det, sagde Heidi Burgedahl (V).