Se det her: Sverige tog billeder af russisk militærfly

Se det her: Sverige tog billeder af russisk militærfly
Dette russiske militærfly af typen Antonov AN-30 krænkede fredag både dansk og svensk luftrum. Foto: Försvarsmakten
NYHED | 2. MAJ 2022 • 12:51
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
2. MAJ 2022 • 12:51

Krænkelsen af svensk luftrum varede mindre end et minut.

Da et russisk militærfly fredag krænkede både dansk og svensk luftrum, blev hændelsen fulgt nøje af det svenske forsvar, der sendte jagerfly på vingerne og fotograferede det russiske fly.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Försvarsmakten.

– Flyet befandt sig øst for Bornholm og fløj derefter mod svensk territorium. I en kort periode krænkede flyet svensk luftrum for derefter at forlade området. Svensk incidensberedskab fulgte hele forløbet og fotograferede hændelsen, oplyser Försvarsmakten

Til SVT kalder chefen for det svenske flyvevåben russernes ageren for uansvarlig og uprofessionel.

– Der er ingen anledning til, at man skal flyve så tæt på, at man ved en fejl kan komme ind i et lands territorium. Man kan meget vel være 10-15 kilometer fra grænsen, og så behøver sådanne hændelser ikke at ske. Der er intet, som lige nu tyder på, at det er bevidst, det kan meget vel være en fejl, siger flyvevåbenchef Carl-Johan Edström.

Krænkelsen af svensk luftrum varede mindre end et minut, fortæller SVT.

Det russiske fly var et propelfly af typen Antonov AN-30, som er et specialiseret fly til luftundersøgelser.