Minister: Sverige og Finland i Nato vil styrke Nordens forsvar

NOTITS | 10. MAJ 2022 • 10:22
Af:
Ritzau
NOTITS
10. MAJ 2022 • 10:22

Sveriges forsvarsminister ser mange fordele i Nato og tror, at Norden tilsammen bliver stærkere end i dag. Fælles overvågning af Østersøen vil mindske risikoen for de tre baltiske Nato-lande, Estland, Letland og Litauen.

Et svensk og finsk medlemskab af forsvarsalliancen Nato vil være en klar styrkelse af Nordens samlede evne til at kunne forsvare sig, og det vil mindske risikoen for et angreb på de baltiske lande.

Det siger Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, til den svenske radioavis Ekot.

De nordiske forsvarsministre skal mødes onsdag i Kirkenes i det nordligste Norge. Byen ligger ikke langt fra grænsen til Rusland.

Fælles planlægning vil gøre, at vi bedre kan udnytte hinandens ressourcer, mener Hultqvist.

Sverige og Finland ventes inden for kort tid at beslutte sig for at blive medlemmer af Nato. En alliance som Danmark, Norge og Island i mange år har været en del af.

- Ser man på det helt nøgternt, så vil der være den effekt, at vi udnytter hinandens styrker og fordele og komplementerer hinanden fuldt ud. Og med en operativ planlægning bliver vi tilsammen stærkere, mener han.

Socialdemokraten Peter Hultqvist har tidligere været en arg modstander af svensk medlemskab af Nato, men ikke længere.

- Der findes et før 24. februar og et efter, siger han med henvisning til Ruslands invasion i Ukraine.

Norden vil som enhed også stå stærkere i Nato, påpeger han.

- Det giver naturligvis en helt anden strategisk dybde. Det giver også et meget stærkt sikkerhedspolitisk signal, og det giver også en stærk platform for det nordiske forsvarssamarbejde inden for Natos rammer, siger han.

Fælles overvågning af Østersøen vil mindske risikoen for de tre baltiske Nato-lande, Estland, Letland og Litauen, men også for den strategisk vigtige svenske ø Gotland.

- Det er et centralt punkt i Østersøen, som ikke må falde i hænderne på nogen anden, siger han uden at nævne Rusland ved navn.

De svenske socialdemokrater har bebudet, at de 15. maj vil gøre deres stilling op om Nato-medlemskab. Altså nu på søndag.

Udenrigsudvalget i det finske parlament er ved at lægge sidste hånd på en betænkning om Finland og Nato. Herefter ventes der meget hurtigt en beslutning om medlemskab eller ej.