Med Brostrøm, Brinkmann, Linde og iagttageren gennem Folkemødets dag 2

Havde egentlig planer om at gå til en debat om sexisme efter metoo, men kom så i tanke om, at dette års folkemøde står i ungdommens tegn, og ungdommen har så vidt jeg kan bedømme problemer nok i forvejen.

Så jeg faldt ind i en debat om kærlighed i Højskolernes Folkekøkken midt på eftermiddagen, efter at have passeret Sundhedsstyrelsens telt, der var lige så propfyldt som dagen før. Selvfølgelig fordi Søren Brostrøm sad i panelet – igen. Denne gang undlod jeg at spørge, om han ville snakke med Bornholms Tidende om, hvordan det er at være tilbage på Folkemødet efter en pandemi. Jeg havde nemlig hørt et rygte om, at sundhedsdirektøren havde været til fest torsdag aften og havde råbt tværs over lokalet, da han så Magnus Heunicke: DER GÅR MIN YNDLINGSSUNDHEDSMINISTER!

Hvor er det synd for ham, tænkte jeg, han burde sidde i Jons Kapel med en pose frosne ærter på panden.

Overskriften på debatten i højskolernes telt slår en lidt kedelig tone an: Led, ked og single. Alligevel er teltet propfyldt med mennesker i alle aldersgrupper. Flest kvinder, for Svend Brinkmann er i panelet, sammen med blandt andre Anne Sophia Hermansen fra Berlingske. Alle siddepladser er optaget, en kvinde har ventet siden i formiddags, og der er mere kaffe i luften end ilt.

Man starter selvfølgelig med en fællessang, Jens Rosendals ’Du kom med alt hvad der var dig’. Alle synger med. Alle kan teksten udenad. Alle fem vers. Og bedst som alle sidder med et saligt smil om læberne og de kærestepar, der trods alt har fundet vej til teltet, ømt kysser hinanden, så kommer de tørre facts: På fire år er antallet af singler steget med 83.000!! 900.000 kvinder lever alene, lidt færre mænd.

De dystre tal slår imidlertid ikke Anne Sophia Hermansen ud, tværtimod. Det er ikke længere taberagtigt at være single, siger hun. Hvis hun sidder til et selskab og bliver udfrittet om sine forbigående perioder som single, stiller hun konsekvent modspørgsmålet: Hvorfor er du egentlig gift?

Hvor mange er ufrivilligt i et forhold, spørger Svend Brinkmann i sin sædvanlige afvæbnende stil. Alle griner. Han er bare sjov, filosoffernes svar på Bonderøven.

Brinkmann er tidligere professor i psykologi og har udgivet en serie af populære fagbøger, herunder bestsellers som Stå fast og Gå glip. Han citerer selvfølgelig den europæiske idehistorie som det første, men trækker derefter en overraskende figur op af hatten: Den britiske forfatter og filosof Iris Murdoch, som har skrevet bogen Kærligheden er det godes suverænitet.

Læs bogen, den er lige udkommet på dansk, siger Svend Brinkmann og folk tager øjeblikkeligt noter.

Så bliver det krævende. Kærlighed er ifølge Murdoch den ekstremt vanskelige erkendelse af, at der er noget andet end en selv, der er virkelighed, siger Brinkmann. Nogen tøver og skriver så noget ned. Andre ser bare forvirrede ud.

På vej tilbage til redaktionsvognen på Kampeløkken Havn støder jeg direkte ind i ungdommen. Det er en af min datters efterskolevenner, der kommer gående med en halv, stor fadøl i den ene hånd og mobilen i den anden. Jeg får et hjerteligt kram med klap på ryggen og det hele.

Hvor mange øl har du drukket, spørger jeg. Seks, svarer han og griner smørret. Han er af sted med en flok fra Krogerup Højskole, de er 111 på teltpladsen, som ligger i gåafstand fra Cirkuspladsen.

– Vi får morgenmad på teltpladsen, og så kan man få gratis mad rundt omkring, hvis man er heldig. Jeg har kun brugt penge på fadøl, siger den unge mand og ser helt lykkelig ud.

Hvad laver I, spørger jeg, er der overhovedet noget seriøst på programmet?

– Jaja, vi går også til debatter. Jeg er godt nok lige kommet for sent til Den Store Diller Quiz, siger den unge mand og griner igen.

Det flugter med en samtale, som blev overhørt på folkemødepladsen torsdag, hvor den ene unge sagde til den anden: Jeg er her ikke for at høre om politik, hvortil den anden svarede: Nej for helvede, er du sindssyg!

Jeg spørger, om der er noget den unge mand gerne vil have, da vi passerer en spisevogn.

– Jeg vil egentlig gerne have en fadøl, siger han, stadig med en halv øl i plastickruset, som er stukket ned i et andet plastickrus.

Det ender med at jeg forærer ungdommen en madbillet til dagens ret.

En iagttager, som deltager i Folkemødet for anden gang, er her med sine forældre. De nærmer sig pensionsalderen og har været gæster på Folkemødet siden starten. Den lille gruppe startede torsdag eftermiddag med en form for koncert med Lars Løkke Rasmussen, Ane Halsboe Jørgensen og Jens Rohde i spidsen for Danmarks Underholdningsorkester på hovedscenen. Det lød fint, siger hun. Derefter blev der sunget højskolesange, anført af Caroline Henderson og Dorthe Gerlach, tidligere country-sanger, også akkompagneret af statsradiofoniens helt eget symfoniorkester.

– Er det ikke lidt borgerligt? spørger jeg.

– Næh, siger iagttageren. Der var en dirigent, som fortalte, hvordan man leder et orkester, det var faktisk meget interessant.

Der var ikke så mange unge på hovedscenen under dirigent-arrangementet, men de kom ifølge iagttageren, da symfoniorkesteret gik af.

I dag har iagttageren, som er en ung blond pige, været til morgensang med Søs Egelind i Coop-teltet. Der var fællessang og snak om krænkelsesparathed, efter fælles afsyngning af ’Den danske sang er en ung blond pige.’

– Er den så ekskluderende?

– Måske, svarer iagttageren efter en kort tænkepause. Men der står faktisk i andet vers, at kunst og kamp kræver stadig stål, og det tolker jeg som, at kunst stadig skal forsvares. Og en sangtekst er jo lyrik, så den skal også forsvares.

Senere overværede min iagttager og hendes familie et propfyldt arrangement med Søren Brostrøm, som havde inviteret sognepræst og debattør Kathrine Lilleør i den varme stol til en snak om, hvorvidt åndeligheden havde lidt under corona. Og ikke mindst om folkekirken havde svigtet ansvaret for den åndelige omsorg.

Nogen havde svigtet, medgav sognepræsten ifølge Tidendes iagttager.

Men det sluttede med, at Kathrine Lilleør sagde, at man skal lade kærligheden fylde, ikke frygten.

Efter frokost overværede min iagttager en retssag på Berlingskes scene. Anklager var Søren Pind, forsvarer Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske.

Undergraver danske medier demokratiet? lød tiltalen.

Publikum var domsmænd. I dommerstolen sad den ultraliberale debatredaktør Pierre Collignon. Anklagers hovedvidne var Ulrik Haagerup, direktør på Institut for Konstruktiv Journalistik på Aarhus Universitet, mens Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, en organisation som er fortaler for åbenhed og kritiske mediers rolle i demokratiet, vidnede for Mette Østergaard.

Mette Østergaard vandt efter håndsropækning blandt domsmændene, men det var tæt løb, siger iagttageren. Derefter var der to times transmission af sladrepodcasten ’Det vi taler om’ med Ditte Okman og et panel af gæster, som blandt andet talte tv-værten Sofie Linde.

På den måde kommer vi alligevel ind på sexisme. For Sofie Lindes sammenfatning af de seneste to år efter tv-værtens berømte værtstale på Zulu Comedy Galla i 2020 var ifølge min iagttager hårrejsende.

Talen, som for alvor satte gang i debatten om sexisme og magtmisbrug i den danske medieverden,  har haft store konsekvenser for Sofie Linde. Masser af had og mistede venskaber, med det resultat at Sofie Linde har valgt ikke at tale om sexisme offentligt, så længe hun har små børn. Den kamp er for hård.

Efter to år i terapi er Sofie Linde nu et sted, hvor hun også kan mærke stolthed over den enorme forskel, hendes tale gjorde, siger min iagttager og fortæller, at Sofie Linde blev klappet ud af gårdhaven, da debatten var slut.

Jeg føler, jeg har oplevet Folkemødet i dag, med hele paletten, tilføjer hun.

Lørdag har hun ikke noget program.

– Der skal jeg bare droppe ind tilfældige steder.