Lokal folketingskandidat om valget: Det haster ikke

Lokal folketingskandidat om valget: Det haster ikke
SFs lokale folketingskandidat, Andreas Grosbøll, oplevede at der blev taget godt imod SFs budskaber i Nexø lørdag. Eget foto.
NYHED | ABONNENT | 1. OKT 2022 • 19:15
NYHED | ABONNENT
1. OKT 2022 • 19:15

SF besøgte lørdag Nexø for at udbrede kendskabet til partiets kampagne mod børn og unges mistrivsel.

Lørdag formiddag tog SF Bornholm opstilling i Nexø som led i SFs nationale kampagne mod mistrivsel blandt børn og unge.

Flere af byens borgere var interesserede i at tale med SF-medlemmerne om netop børn og unges trivsel. Men også emner som sundhedsvæsnet, klimapolitik og folkeskolen.

Den lokale folketingskandidat for partiet, Andreas Grosbøll, oplever dog en generel positiv tilgang til SFs budskaber.

– Der er helt generel god stemning, og flere vil gerne drøfte de velfærdspolitiske dagsordener, som både interesserer og bekymrer mange. Vores formål med at være på gaden i dag er, at sætte fokus på et meget konkret politisk problem, som ikke mindst er tilstedeværende her på Bornholm, sagde han.

– Men valgkampen er ikke startet. Hvorfor ikke vente?

– Vi vil simpelthen sikre os, at det her emne ikke drukner. Det fortjener opmærksomhed, da vi står med en meget stor udfordring i forhold til vores børn og unge, der mistrives og i stadig stigende grad har svært ved livet.

– Oplever I at folk deler den bekymring?

– Ja, der er i hvert fald flere, der er stoppet op for at få en snak om det, og flere har sagt, at de arbejder på området, og fuldt ud kender til de problemer, vi peger på, lød det fra SFs folketingskandidat på Bornholm.

Har dagens kampagne givet dig blod på tanden til den kommende valgkamp?

– I den sikkerhedspolitiske situation, vi står i i øjeblikket - ikke mindst her i Østersø-regionen – så mener jeg slet ikke, at det haster med det valg. Men når valget kommer, så er vi klar til at vade gader og torve tynde på hele Bornholm. Det har dagen i dag kun bekræftet mig i bliver rigtigt fedt.