Leif Olsen: Valg med få overraskelser, men én gør hele forskellen

På Bornholm endte de to mandater hos Socialdemokratiet og Venstre – som sædvanlig, og reelt var hverken Enhedslisten eller Konservative seriøse udfordrere.

KOMMENTAR

Som forventet – og dog.

Som sådan var der ikke mange overraskelser ved valget – men der var en, som gør hele forskellen. Socialdemokratiet gjorde det bedre end forventet – i stedet for tilbagegang fik S en mindre fremgang. Dermed fik ’rød blok’ 90 mandater (inklusive tre fra Færøerne og Grønland).

Andre overraskelser var nok, at såvel Dansk Folkeparti som Alternativet klarede spærregrænsen med en vis margin.

Danmarksdemokraterne og Moderaterne levede op til forventningerne og bragede ind i Folketinget. Liberal Alliance fik et flot valg og Konservative et værre valg end forventet.

Alt i alt blev Danmark en lidt mere blåt ved valget, men flertallet er stadig blegrødt, og det er entydigt Socialdemokratiets fortjeneste. SF gik lidt frem, Enhedslisten noget tilbage, mens Radikale blev mere end halveret.

Hvilken regering?

Resultatet giver Mette Fredriksen og S mange muligheder. Hun har sagt, at hun vil en 'regering hen over midten', men hun kan 'true' med en fortsat socialdemokratisk et-parti-regering; et svækket Radikale Venstre kan næppe forhindre dette.

På valgnatten meddelte Frederiksen, at regeringen går af. Jeg tror, at det passer hende fint, da det stiller hende langt mere frit – men det kommer nok til at tage tid.

Som jeg ser det, så er der tre muligheder ud over en ren socialdemokratisk regering.

Den ene mulighed er en regering af Socialdemokratiet, SF og Radikale støttet af Alternativet og Enhedslisten. Det vil være en 'ønske-regering' for SF, men det vil ikke opfylde Socialdemokratiets ønske om at holde de borgerlige ansvarlige, og det er et spørgsmål, om Radikale efter nederlaget kan tåle det. Jeg tror, at det for Frederiksen vil være en 'nødløsning'.

Den anden mulighed er en regering af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre støttet af SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale. En sådan regering vil både kunne fastholde Socialdemokratiets hårde asylpolitik (med støtte fra de øvrige borgerlige partier) og kunne gennemføre en socialdemokratisk-'halv-borgerlig' økonomisk politik med en vis vækst i den offentlige sektor, men også med visse skattelettelser. Samtidig kan Løkke og Moderaterne blive forpligtet på en reform af sundhedssystemet, uden at det fører til nedlæggelse af regionerne.

Jeg tror, at denne mulighed er Mette Fredriksens foretrukne, fordi hun får inddraget de borgerlige, og støttepartierne til venstre for Socialdemokratiet vil stadigvæk ikke have noget reelt valg. Men det er tvivlsomt, om V vil 'bide til bolle' på dette efter valgresultatet.

En tredje mulighed er en regering med Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale støttet af SF, Enhedslisten og Alternativet. En sådan regering vil – som hidtil – kunne ignorere sine støttepartier og se til højre indenfor asylpolitik, arbejdsmarkedsreformer og økonomisk politik, mens velfærd og klima kan klares til venstre. SF, Enhedslisten og Alternativet vil næppe kunne holde til at vælte en sådan regering, selvom de – som i den seneste periode – kommer til at sluge nogle meget store kameler.

Man skal i øvrigt også være opmærksom på de to grønlandske mandater, som tælles med i ’rød blok’. Selvom Siumut og IA er 'røde', så har de også deres egne dagsordner, og det kan godt komme til at koste – måske en 'minister for Rigsfællesskabet', større danske bevillinger til det grønlandske sundhedssystem, større grønlandsk indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken eller lignende.

På Bornholm

På Bornholm endte de to mandater hos Socialdemokratiet og Venstre – som sædvanlig. Det er sandt, at der 'kun' manglende få hundrede stemmer fra Venstre til Socialdemokratiet for, at S fik begge mandater – men de manglede! Samtidig fik Venstres Peter Juel-Jensen flest personlige stemmer på Bornholm, og det er jo også et signal.

Reelt var hverken Enhedslisten eller Konservative seriøse udfordrere. Hvis de havde været, så havde de opstillet nogle andre og stærkere kandidater – for eksempel en Morten Riis, der fik næsten 80 procent af Enhedslistens stemmer ved kommunalvalget som spidskandidat – og en Jacob Trøst, der fik næsten 70 procent af de konservative stemmer. Laura Kofod og Henriette Søvind var ikke seriøse udfordrere.

De borgerlige samlede sig om Peter Juel-Jensen, som jo også udfører et seriøst og stabilt arbejde for Venstre og Bornholm – ikke de store armbevægelser, men hårdt arbejde. Lea Wermelin mistede mange personlige stemmer, hvilket nok skyldes, at hun som minister har været meget bundet og ikke har kunnet markere sig, men mandatet var aldrig i fare.

Peter Juel-Jensen vil nok få en stærkere position i en mindre Venstre-folketingsgruppe, hvilket kan få en betydning for Bornholm i forhold til et nyt forsvarsforlig samt en ny trafikordning for Bornholm.

Hvis regeringen kommer til at rumme mere end Socialdemokratiet, så kan Wermelin næppe fortsætte som minister. Hun har ikke udnyttet sin post som minister til at lave klare markeringer eller vise en klar socialdemokratisk profil og vil blive ofret.

Til gengæld er hun en loyal Mette Fredriksen-støtte og vil nok få nogle markante ordførerposter. Hendes tab af en ministerpost kan til gengæld blive en fordel for Bornholm, fordi hun som ikke-minister i højere grad kan markere sig – måske i forhold til miljø- og landdistrikter.

Farvel

Endelig viste valget, at der ikke er nogen basis for Frie Grønne med deres ret ekstreme holdninger. Partiet kommer næppe til at overleve dette valg.

Med en tilbagegang fra 1,7 procent i 2019 til 0,5 procent i 2022 må man også sige, at Kristendemokraterne er passé som et landspolitisk parti. Partiet har ikke været indvalgt i Folketinget i 20 år og har mistet relevans for de fleste borgerlige vælgere. Partiet har lokale styrkepositioner, blandt andet på Bornholm (men selv her blev de halveret) men nationalt er partiet ligesom for eksempel Retsforbundet dødt.

Den kommende periode kommer også til at betyde et farvel til nogle partiledere.

Det sker ikke altid lige efter valget, men Søren Pape er næppe konservativ leder ved næste folketingsvalg efter en katastrofal valgkamp og en satsning, der gik helt galt.

Radikales Sofie Carsten Nielsen er allerede gået af. Hun satsede og tabte. Det vil nok give Radikale bedre muligheder i en regeringsforhandling, fordi der var ikke varme følelser for hende hos Socialdemokratiet.

Hos Enhedslisten er det også sandsynligt, at Mai Villadsen aftræder som leder inden et nyt valg. Dels fordi Enhedslisten fik et dårligt valg, men især fordi partiets interne regler vil hæmme hendes muligheder.

Hvem der bliver efterfølgerne er i skrivende stund usikkert. Konservative har en Mai Mercado, Enhedslisten har Pelle Dragsted (hvis de opgiver princippet om en kvindelig leder), og Radikale har Martin Lidegaard, men han tabte valget til Sofie Carsten Nielsen, så…

'Dark horse' i dette spil er Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre. Vil Venstre give ham endnu en chance, eller står Sophie Løhde eller eventuelt Søren Gade på spring? Venstre har tradition for at tilgive en leder et enkelt nederlag, men man har ikke tidligere set et nederlag af denne størrelse.

Jeppe Kofod kom ikke i Folketinget, og han bliver så den anden udenrigsminister i træk, der ikke bliver valgt til Folketinget. For Kofod er det dog værre end for Anders Samuelsen, fordi Jeppe Kofods parti trods alt gik frem.

På den anden side er det nok en trend. Traditionelt har udenrigsministeren været nummer 2 i en siddende regering, men både Lars Løkke og især Mette Frederiksen har trukket udenrigspolitikken langt ind i Statsministeriet, og udenrigsministeren bliver derfor mere en budbringer end en politisk figur, og der er nok ingen, der har opfattet Kofod som nummer 2 i regeringen. Jeppe Kofod kan næppe finde en bedre opstillingskreds end Sjællands Storkreds, så spørgsmålet er nok, om han ikke er færdig i dansk politik.

De kommende dage bliver spændende!

Denne kommentar er skrevet torsdag den 3. november. Der kan derfor være sket meget mellem skrivningen og offentliggørelsen.

 

Leif Olsen

Er kommentator i Tidende.

58 år.

Lektor og ansat på Campus Bornholm, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Tidligere medlem af amtsråd og kommunalbestyrelsen for SF.

Bosat i Tejn.