Forsker: For Bornholm giver det økonomisk mening med oprustning – men ikke nationalt

NOTITS | ABONNENT | 15. AUG 2022 • 15:30
NOTITS | ABONNENT
15. AUG 2022 • 15:30

Det er ikke i Bornholms interesse at få for meget militær.

Det påpeger Peter Viggo Jakobsen, som er cand.scient.pol., ph.d. i Forsvarsakademiet.

– Ikke set gennem mine briller, siger han.

Han tilføjer dog:

– Men hvis du sidder ovre på Bornholm og tænker arbejdspladser, økonomi og så videre, så kunne det være fedt at få nogle flere arbejdspladser. Og det siger sig selv, at skal du have kampfly udstationeret permanent på Bornholm, skal du også have nogle, der bor permanent på Bornholm. Både piloter, mekanikere og servicepersonel, og du skal have nogen til at passe på flyene 24-7, og det vil jo medføre flere skatteborgere på Bornholm. Det er fedt nok, hvis man sidder og er lokalpolitiker på øen.

– Så med en økonomisk tilgang til tingene, giver det rigtig god mening, men ud fra en militær tilgang giver det ingen mening, slår Peter Viggo Jakobsen.

Men nationaløkonomisk giver det vel heller ikke mening, eftersom pengene kun kan bruges én gang?

– Ja, det er lokaløkonomisk, det kan give mening. Set for hele Danmark er det spild af penge. Der kan man så være fræk på Bornholm og sige, at det er I da ligeglade med, for I ville få flere penge ind i skat, og så får kommunen alt andet lige også flere penge at bruge.

Kan du vurdere, hvor meget mandskab det for eksempel ville kræve med to fly permanent på Bornholm?

– Som nævnt skal du ha' mekanikere, som kan servicere flyene. Det plejer at ske hjemme i Skrydstrup, men den går så ikke, og så er der soldater til at passe på flyene, piloter, bevogtningspersonel og så videre. I øjeblikket er der enheder fra Livgarden, der holder øje med flyene på Bornholm. Jeg er ikke langt nok nede i maskinrummet til at vurdere præcis, hvor meget personel der skal til, men dertil kommer, at der skal bygges nye faciliteter, så der kommer også noget anlægsvirksomhed, som også vil skabe mere økonomisk aktivitet på Bornholm. Der er altså afledte effekter af det, som økonomisk gør det til en god idé for Bornholm, det kan jeg sagtens følge, siger Peter Viggo Jakobsen.