Flertal udenom Trøst: 'Det her er allerede gift for vores organisation'

Flertal udenom Trøst: 'Det her er allerede gift for vores organisation'
Kirstine van Sabben kan ikke tyde, hvad Venstre får ud af et samarbejde med Enhedslisten og Socialdemokratiet. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 20. SEP 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
20. SEP 2022 • 05:30

Budgetforliget udenom borgmester Jacob Trøst gør kommunens organisation usikker, og René Danielsson (DF) og Kirstine Van Sabben (BL) har svært ved at se, hvad Venstre vil have ud af et fast samarbejde med Enhedslisten og Socialdemokratiet.

Det er meget usundt for hele kommunens organisation, at forliget om kommunebudgettet blev uden borgmester Jacob Trøst (K). Derfor er det også endnu mere usundt, når Venstre som det ene parti bag budgetaftalen nu inviterer sine budgetpartnere Enhedslisten og Socialdemokratiet til et fast samarbejde.

Det mener Bornholmerlistens gruppeformand Kirstine van Sabben, der selv var blandt de 10 medlemmer af kommunalbestyrelsen, der forlod budgetforhandlingerne, efter at Jacob Trøst havde suspenderet dem.

– Det her er allerede gift for vores organisation. Budgetforliget har allerede skabt så megen usikkerhed i organisationen, for hvem skal man nu rette sig efter? Hvem skal man spørge til råds, hvis man er i tvivl om en beslutning? Skal man spørge borgmesteren eller partierne bag budgetforliget? Og kan det alternative flertal sætte embedsværket i arbejde, eller er det stadig kun borgmesteren, der kan gøre det? siger hun.

– I længden er det også uholdbart, hvis Jacob Trøst bliver tvunget til at gennemføre en masse beslutninger, som han ikke er enig i, siger Kirstine van Sabben, der mener, at nøglen til hvad der nu skal ske ligger hos Enhedslisten.

– Der er virkelig mange mulige scenarier nu. Det afhænger nok af, hvad Morten Riis og Enhedslisten siger til at indgå i sådan et samarbejde, siger hun.

Kirstine van Sabben regner følgerne af Venstres invitation til Enhedslisten og Socialdemokratiet for at være vidtrækkende.

– Det, som Søren Schow taler for, er reelt at lave en ny konstituering. At Jacob Trøst er borgmester er stort set det eneste, som de ikke kan lave om, siger hun.

– Jacob kan ikke gøre noget. Hvis et flertal udenom ham vil noget andet, kan han ikke forhindre dem i det, siger Kirstine van Sabben.

Hvor er Venstres fordel?

Undren mens vi venter. Og enighed med Kirstine van Sabben om, at det er Enhedslisten, der mere end nogen anden afgør, hvad der nu skal ske.

Sådan reagerer socialudvalgets formand René Danielsson (DF) på Venstres invitation til Socialdemokratiet og Enhedslisten om et fast samarbejde i kommunalbestyrelsen i de kommende godt tre år frem til næste valg.

– Søren (Schow, V, red.) kommer med mange meldinger i løbet af et år, og Søren må jo fri til dem, som han har lyst til. Det er ikke noget, som jeg vil blande mig i, siger han.

– Jeg har tidligere betragtet Søren som lidt af en anarkist. Med den her har jeg lidt svært ved at se, hvad projektet skulle være, men det må vi jo se, om de vil sætte sig sammen for at finde ud af, siger René Danielsson.

Om Venstres frieri skal ende med en kurv eller vielsesring er i René Danielssons øjne nu i hænderne på Enhedslistens frontfigurer Morten Riis og Helle Munk Ravnborg.

– Det er Mortens og Helles beslutning, og vi andre kan ikke rigtig gøre noget. Jeg synes, at det vil være synd for Bornholm, hvis de gør det, men det er ikke noget, som jeg vil have ondt i maven over, siger han.

– For Enhedslisten synes jeg, at det vil være et eklatant svigt i forhold til de ønsker, som bornholmerne udtrykte ved valget, men det er jo ikke op til mig. Hvis Enhedslisten tror, at de kan få mere betonsocialisme igennem ved at gå fast sammen med Venstre og Socialdemokratiet, må de jo gøre det.

– Jeg har lidt svært ved at se, hvad Danmarks såkaldte liberale parti kan få ud af et fast samarbejde med Enhedslisten og Socialdemokratiet, og hvordan de vil finde sig selv til rette i Enhedslistens partiprogram. Men det får vi jo måske at se, siger René Danielsson.

Bornholmerlistens gruppeformand Kirstine van Sabben har også svært ved at se Venstres fordel ved det samarbejde. 

– For Enhedslisten og Socialdemokratiet giver det god mening at arbejde sammen, for de står alt andet lige hinanden nærmere, end de står ved os andre i kommunalbestyrelsen. Hvad der derimod kan undre mig er, at Søren Schow særligt i et år med valg til Folketinget kan synes, at det er fedt at lave rød politik, siger Kirstine van Sabben.

– Hvis du tager 11 dele rød maling og putter to dele blå maling i, hvad får du så? Jeg kan ikke se Venstres aftryk i budgetforliget, og jeg har også svært ved at se, hvor meget de kan få ud af at indgå et fast samarbejde med Enhedslisten og Socialdemokratiet, siger hun.

Kirstine van Sabben er desuden bekymret på vegne af en kommunalbestyrelse, hvor hele 13 medlemmer ud af 23 er nyvalgte.

– Det minder for mig at se om payback fra Søren Schow. I så fald synes jeg, at det er trist og underligt i forhold til, at vi skal prøve at samarbejde. Det samarbejde er lige blevet forplumret, og det lærer måske også de nye medlemmer af kommunalbestyrelsen, at det er okay at lave politik på den her måde. Det synes jeg bare ikke, at det er, siger Kirstine van Sabben.