Fest, tis og respektløst hærværk: 'Saunaen bliver mishandlet om sommeren'

Fest, tis og respektløst hærværk: 'Saunaen bliver mishandlet om sommeren'
Ovnene i Hasle Sauna er to gange blevet ødelagt af festende sommergæster. Saunaen åbnede i 2019. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | HASLE | ABONNENT | 27. JAN 2023 • 05:30
NYHED | HASLE | ABONNENT
27. JAN 2023 • 05:30

Hasle Badeklub mener, at gæstebilletter og sommeråbent har skabt store problemer for saunaen ved havnebadet.

Saunaerne skyder op i kystbyerne i disse år til stor glæde for øens vinterbadere og gæster. 

I Hasle falmer glæden dog lidt om sommeren, for her har kommunen valgt at holde saunaen åben for offentligheden, og det er gået hårdt ud over saunaen på havnen.

Det fortæller formanden for Hasle Badeklubs bestyrelse.

– Saunaen bliver mishandlet om sommeren. Folk uden ansvarsfølelse ødelægger ovnene – det er sket flere gange, at de slæber saltvand ind, og det kan den ikke tåle og må reparereres eller udskiftes. Og der er blevet festet og tisset inde i saunaen. Det ligner respektløst hærværk, som kommunen igen og igen skal betale for at udbedre, siger Allan Funder Kaas.

Bekymret for sikkerheden

Bestyrelsen i Hasle foreslår, at der laves en ny samarbejdsaftale med øget medlemsbetaling og begrænset adgang for gæster. Bestyrelsen mener, at det vil give mening, hvis klubben får fuld råderet over saunaen i vinterbadesæsonen fra 1. oktober til 31. maj med undtagelse af søndage, hvor offentligheden bør sikres adgang.

Som det er nu, er der fire måneders gratis adgang for alle saunagæster i perioden fra 1. juni frem til 30. september, mens BRK står for drift og ejerskab af den tre år gamle bygning. Den ordning vil saunaklubben altså gerne justere.

– Hærværket er egentlig ikke vores hovepine, for som det er nu, er det BRK, der står for både drift og vedligehold. Men det er jo ikke utænkeligt, at det kan få betydning for den afgift, vi skal betale for at bruge saunaen, for ikke at tale om, at det er spild af kommunens og dermed vore alles penge. Dertil har vi oplevet, at åbningen af saunaen blev forsinket, fordi de nye ovne ikke blev leveret til tiden, og brædder til ødelagte bænke har været i restordre, hvilket har været til gene og vakt sikkerhedsmæssig bekymring, siger Allan Funder Kaas.

Tilbage til afsenderen

Sagen var oppe på kommunalbestyrelsesmødet i december, og her indstillede BRK's direktør, at brugsretten og opsynet med saunaen på Hasle havn overdrages til badeforeningen pr. 1. januar 2023. Badeforeningen skulle herefter opkræve 500 kroner pr. medlem i afgift, mod at badeforeningen i Hasle holder saunaen åben for medlemmerne fra 1. oktober til 31. maj med gratis adgang for offentligheden om søndagen.

Ejendomsservice anbefalede en foreløbig etårig aftale, der kan forhandles hvert år, hvor Hasle badeforening får fuld råderet over saunaen mandag til lørdag aften. Søndag vil der være fri adgang, og BRK vil rengøre saunaen om mandagen.

Derudover foreslog BRK's direktør, at saunaerne i Hasle og Sandvig lukkes helt i sommerperioden fra den 1. juni til 30. september.

Forslaget blev imidlertid ikke sendt til afstemning, for politikerne sendte sagen tilbage til administrationen for at få flere forhold belyst. Kim Ejlif Pedersen fra Ejendomsservice fortæller, at sagen først kommer på dagsordenen igen, når afdelingen har undersøgt de pågældende forhold.

Måske er det snart slut med sommeråbent i Hasle Sauna. Arkivfoto: Berit Hvassum