Enhedslisten beklager fejlagtig påstand om Trøst

Enhedslisten beklager fejlagtig påstand om Trøst
Helle Munk Ravnborg (EL) omtalte mandag borgmester Jacob Trøsts nye budgetforslag på en måde, som hun nu erkender som fejlagtig. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 13. SEP 2022 • 11:40
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
13. SEP 2022 • 11:40

Borgmesteren sendte sit nye budgetforslag til kommunalbestyrelsen som "strengt fortroligt", sagde Enhedslisten, der derfor afslog at kommentere det. Jacob Trøsts mail siger imidlertid intet af den slags, og nu undskylder Enhedslisten.

 

Vi vil ikke kommentere borgmesterens nye budgetforslag, for det blev sendt til kommunalbestyrelsen som "strengt fortroligt".

Det sagde medlem af kommunalbestyrelsen Helle Munk Ravnborg (EL) mandag til Bornholms Tidende, men det viser sig nu ikke at være rigtigt. Det anerkender også Enhedslisten, der beklager mandagens påstand.

– Jeg har ingen steder i mailen skrevet noget om "fortroligt" eller lignende, siger borgmester Jacob Trøst (K).

I kommentarer på Facebook bliver borgmesteren bakket op af tre medlemmer af kommunalbestyrelsen, der søndag eftermiddag alle modtog mailen med Jacob Trøsts nye budgetforslag.

 

"Det er sjovt. Har lige læst mailen, hvor borgmesteren fremlægger sit fornuftige forslag. Det er en lang mail, hvor der står mange ting, men der står ikke noget om, at det skulle være fortroligt. Og hvorfor skulle det være fortroligt? Det ender jo på en dagsorden lige om lidt", kommenterer René Danielsson (DF).

"Hvad går der af dem? Hvad får de ud af omskrive sandheden?", skriver René Danielsson også.

"Der stod nu ikke noget som helst i den mail jeg fik med borgmesterens forslag om, at den var fortrolig. Der er Enhedslisten vist gået temmelig galt i byen", skriver Kirstine van Sabben (BL).

"Der står ikke noget om, at det er strengt fortroligt i borgmesterens mail til mig, og jeg kan se, at det er den samme mail, der er sendt til alle på en fællesmail fra borgmesteren", skriver Torben Kofod Ager (DF).

Også på Facebook forklarer Helle Munk Ravnborg misforståelsen med, at Jacob Trøst sendte sin mail til den mailingliste, hvor kun kommunalbestyrelsens medlemmer bliver modtagere. Det politiske Bornholm har en hel del mailinglister: Alle udvalg har for eksempel deres egen, ligesom det er muligt at sende en mail, så både kommunalbestyrelsens medlemmer og kommunens direktion modtager den. Der findes desuden en del andre.

"Ligesom andre kommunalbestyrelsesmedlemmer modtog jeg søndag eftermiddag en mail med et nyt borgmesterforslag til budget. Forslaget var sendt (til mailingslisten, red.) "Kun kommunalbestyrelsesmedlemmer", hvilket jeg tolkede som en fortsættelse af praksis fra budgetdrøftelserne den 1. og 2. september om ikke at citere, hvad andre sagde under drøftelserne i offentligheden, men alene referere til egne synspunkter", skriver Helle Munk Ravnborg onsdag på Facebook.

"Al den offentlige samtale om borgmesterens forslag tyder imidlertid på, at dette var en misforståelse fra min side. Det beklager jeg."