Smedeforretning: 'Vi er hårdt spændt for, men skal nok klare den'

Smedeforretning: 'Vi er hårdt spændt for, men skal nok klare den'
Emelie Pettersson og Tommy Bager går ind i deres femte år som ejere af Tejn Smedeforretning. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. JAN 2021 • 15:06
Lisbet Holst
Journalist
| ABONNENT
31. JAN 2021 • 15:06

ERHVERV

For et års tid siden købte ægteparret Emelie Pettersson og Tommy Bager en udlejningsejendom på Industrivej i Tejn.

Ambitionen var at flytte Tejn Smedeforretning fra den nuværende adresse i Havnegade til ejendommen lige ovre på den anden side, hvor der var plads til at udvide, så virksomheden kom op på 15-20 medarbejdere.

Sådan bliver det ikke.

 

Da vi nåede hen i juli måned sidste år,
begyndte vores mavefornemmelse
at sige os: Okay, der kommer ikke
det samme flow ind som forventet

 

Corona-pandemien slog til og med den færre arbejdsopgaver fra regionskommunen, virksomheder og private kunder.

Og et arbejdsliv som selvstændig må ikke gå ud over mulighederne for at have godt familieliv.

– Vi havde på et tidspunkt en vision om, at vi ville være 15-20 mand. Alt det har vi lagt på hylden. Vi bliver ikke bedre mennesker af at have de bekymringer. Så er det sjovere for os at have to-tre effektive medarbejdere, siger Emelie Pettersson.

Lavt blus

Der er skruet ned for blusset i smedeforretningen, som især fra det sidste kvartal 2020 har mærket konsekvenserne af corona-pandemien.

I dag er der fem medarbejdere tilbage i virksomheden, inklusive Tommy Bager, som er arbejdende kleinsmed.

– Vi har ingen serieproduktion, men arbejder hele tiden med nye opgaver. Så vi er ramt af, at både det offentlige og virksomheder mere eller mindre lukker ned, udskyder opgaver og projekter. Byggeriet og andre erhverv er blevet hårdt ramt. Det smitter af på os. Og så er der private opgaver, som heller ikke bliver udført, både større og mindre, så det er en blanding af mange faktorer, der gør, at det rammer os, siger Emelie Pettersson.

To svende er fyret, og to lærlinge har fået stoppet deres kontrakter.

– Virksomheden er rimelig hårdt spændt for. Vi har måttet fyre, så vi er forholdsvis langt nede i blus. Da vi nåede hen i juli måned sidste år, begyndte vores mavefornemmelse at sige os: Okay, der kommer ikke det samme flow ind som forventet. Så kunne vi se, at arbejdsopgaverne ved de store projekter, de store byggerier heller ikke var der, forklarer Emelie Pettersson.

Plan A, B og C

Smedeforretningen er en alsidig virksomhed, som arbejder fra opgave til opgave. Man arbejder i både sort stål, rustfri stål og aluminium.

I denne uge har der været travlt med ombygninger på en svensk kutter. Både svenske og danske fiskere søger til smedeforretningen på havnen i Tejn, når de skal have foretaget reparationer på deres kutter eller på grejet.

– Vi har den viden og knowhow, der skal til. En del af historikken i virksomheden er fiskeriet, siger Emelie Pettersson.

Virksomheden udfører også forskellige opgaver inden for spildevand og kloak, laver trapper og gelændere, for blandt andet hoteller, blomsterkasser, stænkplader til komfurer og meget andet.

Inden følgevirkningerne af corona-pandemien for alvor slog til, havde Emelie Pettersson og Tommy Bager allerede udarbejdet både en plan A, B og C for virksomheden.

Hvis man skal klare sig gennem kriser, skal man være forberedt.

– Det gør, at vi hele tiden ved, hvilke knapper vi skal justere på for at kunne følge med. Det eneste, man overlever på som virksomhed, er at skære ned. Så vi har skåret på alt det, vi kunne fra start af og skruet på spareknapperne. Så når man et punkt, hvor man ikke kan spare mere på udgifterne, så er det kun medarbejderne, man kan spare på, og det er vi så blevet nødt til, siger Emelie Pettersson.


Foto: Jens-Erik Larsen

Ingen lærlinge

Virksomheden måtte også sige farvel til de to lærlinge.

– Vi går meget op i at have lærlinge, og vi var ikke interesseret i at have lærlinge her, som vi ikke havde overskud eller tid til, og som skal gå og feje i flere måneder. Det gør vi simpelthen ikke, så siger vi hellere stop. Vi sætter en ære i, at vi gerne vil gøre tingene ordentligt, når vi gør dem. Det kan du ikke, hvis der ikke er overskud til det. Og det er der ikke, når man er nede i mandskab og meget af det kommer til at hænge på os selv og få medarbejdere.

Det har ikke været nemme beslutninger?

– Nej, det har det ikke. På den anden side, når man er selvstændig og virksomheden ikke tjener penge, så er det din privatkonto, det går ud over. Det er i bund og grund den, vi skal tænke på i sidste ende, siger Emelie Pettersson.

Klarer I krisen?

– Det gør vi, vi klarer os altid. Vi har altid en plan A og en plan B, så vi er ikke dér, hvor vi tænker, at vi går på røven. Vi skal bare følge vores plan. Familiemæssigt har coronaen været god for vores familie, vi har været mere hjemme, så vi kommer ud af det endnu tættere på det, vi vil i livet.

– I bund og grund går vi alle sammen på arbejde, fordi vi gerne vil tjene nogle penge og holde fri og være derhjemme. Selv om vi er selvstændige, så vil vi i bund og grund også gerne nyde det, vi har derhjemme. Vi kan rigtig godt lide vores arbejde. Det er et privilegium, at man kan lave noget, man synes er sjovt på sit arbejde, og som samtidig gør det muligt, man også kan være derhjemme.

Ingen corona-hjælp

Smedeforretningen har udbetalt de rentefri momspenge som lån. Fordi virksomheden har foretaget besparelser og fyret medarbejdere er en corona-hjælpepakke, ikke en mulighed.

Hvad tænker du om det?

– Jeg tænker, at af krise bliver man stærk. Det har vi nok primært lært af vores snart femårige erhvervskarriere. Vi har været meget igennem, mange tunge beslutninger og processer. Det er fint, at vi kan klare os selv, siger Emelie Pettersson.