Politisk udvalg bakker op om ny kunstpavillon

Politisk udvalg bakker op om ny kunstpavillon
Repræsentanter fra fonden Estate Ferlov, Arkitema, Foreningen Bornholms Museer og regionskommunen har sammen set på placeringsmuligheder for den kommende udstillingspavillon. Kjærenæsgrunden blev udpeget som den mest interessante placering. Foto: Bornholms Regionskommune
| ABONNENT | 15. FEB 2021 • 16:55
| ABONNENT
15. FEB 2021 • 16:55

KUNST

Den 2. februar kunne vi på tidende.dk fortælle, at fonden Estate Ferlov Mancoba ville opføre en ny kunstpavillon med værker af Sonja Ferlov Mancoba i Allinge og overdrage det som en gave til Bornholms Kunstmuseum.

Det er fondens ønske at opføre pavillonen på Kjærenæsgrunden i Allinge. Selve pavillonen skal tegnes af den prisvindende japanske arkitekt Tadao Ando.

En gave i særklasse

Da projektet med kunstpavillonen blev offentliggjort, kaldte kunstmuseets direktør, Jacob Bjerring-Hansen, det for en gave i særklasse.

– Det er en meget stor og flot gave. Sonja Ferlov er en af Danmarks ypperste kunstnere, men hun er desværre først for alvor slået igennem de senere år med en stor udstilling på Statens Museum for Kunst og udstillinger i Paris og New York. Hendes kunst bliver nu forenet med en af de største arkitekter i verden, sagde han til Bornholms Tidende den 2. februar.

Placeringen på Kjærenæsgrunden kræver en godkendelse af Bornholms Regionskommune, og første kridt er nu taget.

Gratis brug af grund

Økonomi-, erhvervs- og planudvalget har indstillet til, at cirka 1.200 kvadratmeter af Kjærenæsgrunden reserveres til udstillingspavillonen, og at arealet forbliver reserveret i to år frem.

Udvalget har desuden indstillet til, at der senere skal fremlægges en sag til politisk godkendelse, hvor arealet bliver overdraget kvit og frit eller kan udlejes vederlagsfrit til Bornholms Kunstmuseum, hvis projektet med kunstpavillonen gennemføres.

– Det vurderes, at projektet vil styrke Allinge både som helårsby og turistby, og at Bornholms Kunstmuseum får tilført en værdifuld kunstsamling og arkitektur, som både har national og international interesse, står der i referatet fra mødet i økonomi-, erhvervs- og planudvalget.

Udvalgt placering

Udvalget har også indstillet til, at der laves en masterplan for Kjærenæsgrunden samt et forslag til lokalplan.

Idéen med at opføre kunstpavillonen på lige netop Kjærenæsgrunden kom efter, repræsentanter fra fonden besøgte Bornholm i efteråret sammen med respræsentanter fra arkitektfirmaet Arkitema, som varetager kontakten med Tadao Ando.

Sammen med folk fra både Foreningen Bornholms Museer og regionskommunen så de på flere forskellige placeringsmuligheder, hvor Kjærenæsgrunden i Allinge blev udpeget som den mest interessante placering. Det fremgår af referatet fra økonomi-, erhvervs- og planudvalgets møde.

Den 25. februar skal kommunalbestyrelsen tage stilling til økonomi-, erhvervs- og planudvalgets indstillinger vedrørende Ferlov-pavillonen.