Tilbygningen planlægges at udføres i glas med sortmalede stålrammer og lodrette sposser, der skal ligge i forlængelse af bygningens ende mod havet.
Det er derfor også tanken, at tilbygningen kan danne udkigspost for seværdige vejrforhold.
– Det har fra start af været vores intention at skabe en art vejrstation, som bliver en destination i sig selv, når vejret viser tænder. Når vinden står i nordøst, bølgerne bruser ind over klipperne og regnen pisker ned, kommer stedets sande karakter frem, siger Sean Claxton, der er lokalbaseret arkitekt i Svaneke og har udarbejdet tegningerne til projektet.
Han understreger endvidere, at tilbygningen samtidig vil være med til at sikre en udvidelse af sæsonen i tråd med øens overordnede turismestrategi.
BRK indstiller til at ansøgningen imødekommes, og man dispenserer fra retningslinjerne på området. Kommunens retningslinjer foreskriver, at der ikke skal iværksættes flere tiltag for areal- og bygningsanvendelse, der vil tiltrække flere besøgende til Gudhjem havn, før der er fundet en bedre model for trafikafvikling på havnen. I sagsfremstillingen lyder vurderingen dog, at tiltaget vil fordre havnemiljøet, og ikke have betydning for trafikafviklingen og parkeringsforholdene i Gudhjem og indstiller dermed til, at den behandles politisk.