'Vi spiller gode virksomheder endnu bedre'

'Vi spiller gode virksomheder endnu bedre'
Jakob von Cappeln. Privat foto
DAGENS NAVN | RØNNE | ABONNENT | 3. DEC 2021 • 07:30
DAGENS NAVN | RØNNE | ABONNENT
3. DEC 2021 • 07:30

Vores eneste agenda er at spille gode virksomheder bedre, siger konsulenten Jakob von Cappeln, der hjælper bornholmske forretningsdrivende med blandt andet digitalisering og branding


Du arbejder i Business Center Bornholm med et projekt, der hedder Genstart Erhverv i Gadeplan. Hvad går det ud på?

– Indsatsen er en kærlig udstrakt hånd til alle bornholmske virksomheder med en dør i gadeplan. Det kan være butikker, restauranter, behandlere, frisører, hoteller eller noget helt femte.

– Jeg driver indsatsen sammen med min dygtige kollega Cindie Dahl Hiorth. Vores eneste agenda er at spille gode virksomheder bedre. Det er et dybt samarbejde med den enkelte erhvervsdrivende om at løfte virksomheden lige præcis der, hvor de selv ønsker det. Det gør vi især gennem 1:1-sparring, masser af workshops samt muligheden for at hyre en dygtig ekspert til at lære én noget helt specifikt.

Kommer I bare uanmeldt, eller skal man ringe efter jer?

– Vi har i alt plads til 100 deltagere og har kun få pladser tilbage. Så alle interesserede må endelig melde sig på www.geig.dk. Indsatsen løber indtil udgangen af 2022.

Er du glad for jobbet?

– Det er absolut et drømmejob for mig. Jeg har altid haft et brændende ønske om at kunne bidrage bare en lille smule til denne store og enormt spændende verden. Jeg har selv været iværksætter i mange år og ved hvor meget mod og passion, der skal til for at lykkes med at føre sin livsdrøm ud i livet. Vi kan på Bornholm være stolte af, at vi har så mange engagerede erhvervsdrivende, som hver eneste dag brænder for at give os alle – fastboende som turister –- sublim service, gode produkter og varme oplevelser.

Du har tilbragt meget tid på Bornholm som yngre?

– Mine forældre flyttede med mine søstre til Bornholm nogenlunde samtidig med, at jeg flyttede hjemmefra. Derfor har jeg desværre ikke selv boet på Bornholm som barn, men har nydt utallige somre med feriejob på restaurant, været livredder i det hedengangne Joboland og sågar været hyggemusikant på røgerier og sommercaféer.

Nu har du valgt at bosætte dig på Bornholm. Hvordan kom det i stand?

– Min hustru og jeg blev gift i Sankt Nicolai Kirke i 2012, og det var en stor drøm for os at flytte tæt på farmor og farfar i Rønne. Det gjorde vi i 2019, og vi har ikke fortrudt et sekund. Lykken er at kunne tage forbi til en kop kaffe hos sine forældre. Bornholm har en evne til at kunne skabe helt optimale rammer om børnefamilier som vores.

Hvorfor valgte du at uddanne dig som sociolog?

– Jeg har altid interesseret mig enormt meget for mennesker og ikke mindst, hvilken stor betydning de sociale og menneskelige fællesskaber, som vi alle indgår i, har for os. Som sociolog lærer du at få en stor ydmyghed og respekt for tusindvis af måder at leve livet på, samtidig med at du lærer en masse metoder til at afdække de sociale relationer og mekanismer, som er afgørende for, hvordan mennesker omgås hinanden.

– Jeg har et brændende hjerte for samfundsudviklingen og er dybt optaget af de meget spændende og svære udfordringer, som vores klode står overfor i de kommende år. Der er ingen tvivl om, at vi, måske som aldrig før, har brug for hinanden og brug for, at netop vores sociale sammenhold bliver stærkt, respektfuldt og hjertevarmt. Jeg tror inderligt på, at vi er stærke sammen – midt i alle vores forskelligheder. Respekten og overbærenheden overfor hinanden og varmen for vores medmennesker kan bære os langt. Det er min ideologi og tro.

 


Jakob von Cappeln

Alder: 34 år

Uddannelse: Cand.scient.soc i sociologi fra Københavns Universitet

Civilstand: Godt og grundigt gift

Bopæl: Rønne

Fritidsinteresser: Min familie og herefter i uprioriteret rækkefølge: Musik, kreativitet, naturen og en god, gammel dansk film (Færgekroen fra 1956 holder altid).