Verdens bedste nyheder – på Christiansø

Verdens bedste nyheder – på Christiansø
Skoleklassen fra Christiansø Skole med to af dens lærere, Stefan Holm og Maja Feenstra på henholdsvis venstre og højre side. Privat foto
MEDIER | CHRISTIANSØ | 10. SEP 2021 • 11:01
MEDIER | CHRISTIANSØ
10. SEP 2021 • 11:01

En gang om året kan det være rart at få at vide, at der er et lys i mørket.

 

Skolebørnene på Christiansø har i forgangne uge omdelt en lille avis og et stykke chokolade til samtlige husstande, oplyser administrator på Ertholmene Søren Thiim Andersen i en mail og fortsætter:

– Årsagen hertil er, at vi på Christiansø har tilmeldt os kampagnen "Verdens bedste morgen", som hvert år i september aktiverer flere tusinde frivillige landet over, som omdeler en "Verdens bedste nyheder"-avis og en lille morgengave til danskerne.

Administratoren forklarer yderligere om baggrunden for projektet:

Verden er bedre, end du tror! Tænd for TV Avisen eller kig i avisen, og du bliver sandsynligvis mødt af nyheder om krige, fattigdoms- og naturkatastrofer, nye terrorangreb, flygtningestrømme og de seneste coronatal. Det er alt sammen vigtige historier, som medierne selvfølgelig skal dække, men målinger viser, at når vi kun hører om alt det, der går den gale vej, tror vi, at verden er i langt værre tilstand, end den i virkeligheden er.

Derfor er "Verdens bedste nyheder" med til at skabe et mere nuanceret billede af verden. Den er nemlig fuld af fascinerende historier, og nye initiativer, opfindelser og tiltag, som er med til at rykke livet på kloden i en bedre retning.

Ud af slummen

"Verdens bedste nyheder" er stiftet som en selvstændig forening af en række forskellige sektorer, herunder FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv.

Verdens bedste nyheder er en non-profit organisation, og midlerne kommer hovedsageligt fra finansloven, medlemskontingenter og fonde.

Blandt nyhederne i årets udgave af avisen kan man for eksempel læse om, at mange byer er på vej til at blive fossilfrie, at millioner af vietnamesere er sluppet ud af slummen, flere forbrugere forlanger bæredygtighed, det er slut med engangsplast i EU og at Afrikas største beskyttede regnskov ikke længere er truet.

Det medfølgende stykke chokolade er formentlig rundt omkring i hjemmene blevet modtaget om ikke som en nyhed så dog en kærkommen overraskelse.