Selv om det var smerteligt, forlod jeg Bornholm, da hushandel gik i vasken

Jonas Lilleskov er født og opvokset i Østermarie og har netop udgivet en bog, som punkterer mange forældres måde, når de vil hjælpe deres børn med skolen: Stop fejlfindingen, den kan være angstprovokerende, lyder det bedste råd.

Hvor er du født og opvokset?

– I Østermarie. Jeg tog min studentereksamen i Rønne og boede i det hele taget på Bornholm i mange år. Men for otte år siden flyttede jeg fra øen, fordi jeg forfulgte kærligheden. Jeg løb ind i hende på en bar, da jeg var i København for at besøge nogle venner. Siden blev hun min kone, som jeg har fået børn med, men først havde vi et år, hvor jeg boede på Bornholm og hun i København. Så flyttede vi sammen. Jeg tog lige det sidste år med en 3. klasse, jeg havde på Bornholms Frie Idrætsskole, og som jeg gerne ville aflevere til mellemtrinnet.

Hvornår afsluttede du gymnasiet?

– Det var i 2003, og så tog jeg på lærerseminarium i København et par år, men det sidste af uddannelsen tog jeg på Bornholm, og efterfølgende blev jeg ansat på Bornholms Frie Idrætsskole, hvor jeg begyndte i 2009. Jeg blev klasselærer for en 1. klasse i 2011, som jeg havde i de tre års indskoling frem til 2014. Så afleverede jeg dem til mellemtrinnet og flyttede til København, hvor jeg fik arbejde på en privatskole.

Var det altid din plan, at du skulle fraflytte Bornholm?

– Nej, overhovedet ikke! Og da jeg returnerede til Bornholm, tænkte jeg da også, at det var for evigt, nu bliver jeg her. Men nogle gange sker der altså noget, der ikke er planlagt, og jeg mødte min kommende kone, som ikke lige kunne finde et job på Bornholm, så selv om det var smerteligt, forlod jeg Bornholm og flyttede først til København. Men vi ville ikke ende i asfaltjunglen, og en del af hendes familie bor i Aalborg-området, så vi besluttede, at enten skulle vi flytte til Bornholm eller til Jylland. Det blev så Jylland. Vi flyttede til Viborg og bor tæt på vores døtres mormor og morfar og tre fætre.

Og du har til gengæld forladt familien på Bornholm?

– Ja, mine forældre og min bror. Men en af os skulle flytte sig. Rent faktisk var det meget tæt på, at vi flyttede til Bornholm for fem år siden, jeg havde fået mit gamle job tilbage, og vi havde fundet et lækkert, gammelt hus ude i Almindingen, men så ramlede hele vores plan, fordi huskøbet gik fuldstændig i vasken. Det var rigtig ærgerligt, for ellers var vi endt på Bornholm, men nogle gange afgør tilfældighedernes spil, hvor man ender. Vi vendte det hele på hovedet og fandt i stedet en kæmpe naturgrund uden for Viborg med egen skov og tre søer. Vi ville tilbage til naturen, som der er masser af Bornholm, men det var der altså også der.

Tror du så aldrig, du returnerer til Bornholm?

– Man skal aldrig sige aldrig. Nu er vi ved at opbygge vores eget paradis på den store grund, vi har købt, men Bornholm er jo også en perle lige midt i Europa. Og jeg kan da mærke hjemve, når jeg er på Bornholm, jeg savner øen.

Du har for nylig udgivet bogen "Hjemmeskolen − Forældreguide til hjemmeundervisning og lektiehjælp" på Forlaget Indblik, hvordan kom det i stand?

– Det startede, da jeg arbejdede på Bornholms Frie Idrætsskole. Den pædagogiske leder, Susie Krusell, sagde en dag til mig: Du skal skrive en bog om undervisning! Det gik så godt i min klasse, syntes hun, der var både høj trivsel og høj faglighed, men i begyndelsen kunne jeg ikke lige finde en indgangsvinkel til det – indtil jeg mødte nogen, der lavede hjemmeskole under corona. Flere forældre blev meget frustrerede, for det at hjælpe deres børn derhjemme affødte nogle dårlige situationer. Jeg kunne også se, at de gjorde en masse forkerte ting, og situationen blev demotiverende for både forældre og børn. Forældrene har tendens til at benytte gammeldags metoder, som er uhensigtsmæssige. De forsøger at hjælpe børnene, men gør det stik modsatte, og jeg opdagede, at der simpelthen ikke findes en bog i Danmark, der fortæller forældrene, hvordan de kan hjælpe deres børn med lektierne på en motiverende måde. Og så tænkte jeg, at den skriver jeg. Det blev min indgangsvinkel, at jeg skulle skrive til forældrene og ikke til fagpersonale.

Hvad skal man gøre som forældre?

– Som udgangspunkt er det jo fedt at lære nyt, den følelse kan alle godt lide, men det kan gå galt, når man bruger forkerte metoder, måske nogle gammeldags måder at gøre det på. Derfor har jeg skrevet om nye tilgange til det, som jeg ved er effektive, virker og er motiverende for børnene. Forældrene skal ændre på sig selv, så der opstår nogle gode situationer, som skaber gejst hos børnene.

Hvordan motiverer man børnene frem for at demotivere dem?

– Hvis man ser på de gammeldags metoder, så er den allerstørste klassiker det der med hele tiden at irettesætte sit barn, hvis det laver en lillebitte fejl. Altså, hele tiden påpege de små fejl. Man stopper børnene med sådan en fejlkultur, og man skal i stedet tænke på, at børnene er i gang med en læringsproces, og den skal man ikke hele tiden stoppe og korrigere. Nogle børn kan godt tåle det, men andre kan ikke, og det kan faktisk virke helt angstprovokerende at blive korrigeret hele tiden. Så stop fejlfinderiet og lad børnene blive i processen, så skal de nok lære det. De er jo også selvkorrigerende og bliver automatisk dygtigere. Man skal nogle gange se igennem fingre med fejlene, som man jo også gør det med voksne mennesker, som eksempelvis skal lære et nyt håndværk. Man står ikke og korrigerer dem i ét væk, det ville man aldrig gøre. Så dét er den største fejl.

Jonas Lilleskov

38 år, født og opvokset i Østermarie og gift med Rosalina.

Sammen har de Ella på fem et halvt år og Noura på to år.

Familien bor uden for Viborg.