Rønnes eneste kvindelige brandmand: Jeg kan det samme som mændene

Kristine Grønbech Jensen ville ønske, at hun var blevet brandmand tidligere i livet, for det er en livsstil, som hun brænder rigtig meget for.

Du er født og vokset op på Bornholm?

– Ja, og jeg har altid boet her. Jeg er 45 år gammel nu og har to børn og tre børnebørn, så jeg er en ung mormor, kan man sige.

Hvilken uddannelse har du bag dig?

– Jeg har faktisk en del uddannelser i bagagen. Som ung var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle være. Sådan tror jeg, mange har det. Jeg valgte at gå på handelsskolen, for jeg tænkte, at jeg jo nok skulle have noget med mennesker at gøre. Undervejs fik jeg en læreplads som farvehandler i Rønne, og så blev jeg uddannet salgsassistent. Herefter skulle jeg prøve noget andet, så jeg fik arbejde som arbejdsmand, og det at arbejde i et mandefag, det var faktisk rigtig fedt.

Hvad lavede du som arbejdsmand?

– Jeg renoverede vinduer for et bornholmsk firma i København blandt andet på brandstationen og på Bispebjerg Hospital. Og allerede dengang følte jeg, at det at være på en brandstation, det sagde mig et eller andet. Men jeg slog det hen og tænkte, at det var ikke en mulighed. Herefter har jeg arbejdet som tjener i mange år, været førstedame i en isenkrambutik, og pludselig en dag arbejdede jeg som ufaglært pædagog med handicappede, så jeg har prøvet lidt af hvert.

Og så har du været frivillig i mange år. Hvordan kom det i stand?

– Jeg startede som samaritter i tidernes morgen, og jeg var flere gange med som figurant på øvelser sammen med brandmændene, så jeg har haft noget kendskab til brandmandsfaget i en del år.

Og hvordan blev du så brandmand?

– Det var kommunen, der tilbød os, at vi kunne tage en brandmandsuddannelse og derefter være frivillig brandmand i kommunen. Det var i 2015, at jeg fik tilbuddet, og det kunne jeg simpelt hen ikke sige nej til. Jeg skulle nok vise dem, at det kunne jeg godt som kvinde.

Er der forskel på dig og dine mandlige kolleger?

– Nej, jeg kan det samme som dem, men jeg tilføjer et ekstra tvist.

Siger man egentlig brandmand, når du er kvinde?

– Ja, jeg vil i hvert fald gerne kaldes brandmand. Der er meget snak om at kalde det brandperson eller brandkvinde, men jeg vil gerne kaldes brandmand, det er jeg meget stolt af at være.

Hvor lang tid tager det at blive brandmand?

– Brandmandsuddannelsen tager 129 timer som grunduddannelse, og så får man en funktionsuddannelse ved siden af, så samlet tager det 222 timer.

Ud over at være brandmand har du også andre titler?

– Ja, jeg har flere kasketter på, for jeg er deltidsbrandmand, jeg sidder som kredsleder i Beredskabsforbundet, og så sidder jeg også i Beredskabskommissionen.

Hvad er din opgave som kredsleder?

– Jeg skal blandt andet formidle borger-beredskabskurser, for eksempel kurser om at være kriseparat og at bo brandsikkert. Herudover taler jeg de frivilliges sag, jeg er på en måde deres talerør. Hvis der er nogle ting, nogen er utilfredse med i forhold til det kommunale eller statslige beredskab, så er det mig, de kan komme og snakke med.

Og hvad er dit job i dag?

– Jeg arbejder fuldtid som social- og sundhedsassistent på hospitalet, hvor jeg blandt andet assisterer ved fødsler. Derfor er det ikke et job, jeg bare kan køre fra, hvis brandalarmen går.

Og det skal man helst kunne som deltidsbrandmand?

– Ja, som brandmand har vi en telefon-pager på os hele tiden, og er der så en udrykning, så kører jeg afsted meget hurtigt. Vi har en fem minutters grænse, så fra jeg får et bip, så skal jeg være klar til at køre fra stationen omklædt inden for fem minutter.

Det kræver en del?

– Det kræver i hvert fald at man skal være meget omstillingsparat, for vi aner ikke, hvad vi kommer ud til.

Og familien er indforstået?

– Ja, helt klart. Min familie ved godt, at når bippet lyder, så er jeg stukket af. Selv mit barnebarn på tre år er vild med og stolt af, at mormor er brandmand. Han vil ofte hen at se mormors brandbil, som han kalder det.

Hvor mange gange bliver du kaldt ud?

– Det er meget forskelligt. Nogle måneder er jeg afsted fire, fem eller seks gange, og andre måneder er det kun to gange. Det kommer også lidt an på, hvor mange brandfolk, der er til rådighed. Men på årsbasis er det nok omkring 30 gange.

Så du har planlagt dit liv på en anden måde?

– Nej, altså jeg laver jo alt muligt herhjemme, jeg går i haven, og jeg går da også på stranden. Men jeg ved, at jeg kan blive kaldt ud når som helst. Det er ikke fordi, det ligger i baghovedet hele tiden, men jeg skal for eksempel ikke lede efter mine sko. De står altid et bestemt sted, og mine nøgler ligger et bestemt sted, og bilen holder altid parkeret på en bestemt måde for at kunne komme afsted hurtigt.

Hvilke opgaver er de værste at komme ud til?

– Det er brand, hvor der er personer i bygningen. Det, at redde nogen ud er jo fedt, men det ikke at kunne nå at redde nogen ud, det er det, der sætter sine spor hos os brandfolk.

Hvor meget tager man med hjem?

– Helst ikke særlig meget. Vi får debriefinger, og vi får også psykologhjælp, hvis vi har behov for det, og så bruger vi hinanden rigtig meget. Der vil altid være noget, der sætter sig. Man vil altid lagre de ting, man ser, på nethinden, men vi skal lære at leve med det. Vi er nok lidt specielle. Det er en livsstil for os, at vi gerne vil gøre en forskel for andre. Vi har et fantastisk kammeratskab på stationen. Det er nærmest en del af min familie, og det betyder rigtig meget.

Så du er glad for din tjans som brandmand?

– Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det for mange år siden. Jeg er landet på den rette hylde, og kunne jeg være fuldtidsbrandmand på Bornholm, så havde jeg været det.

Med alle de ting du laver, har du så tid til fritid?

– Jada - og der går jeg til dans. Min kæreste bor på den anden side af vandet, hvor han er paramediciner, men jeg har heldigvis en fast dansepartner.

Kristine Grønbech Jensen

Kristine er 45 år gammel

Hun bor i Rønne, og har en kæreste, to børn og tre børnebørn.