Region Hovedstaden ansætter ny direktør

Region Hovedstaden ansætter ny direktør
Jens Gordon Clausen tiltræder i april som ny regionsdirektør i Region Hovedstaden. Foto: Region Hovedstaden
| 24. FEB 2021 • 08:02

NAVNE

Politikerne i Region Hovedstaden har ved ekstraordinære møder tirsdag godkendt ansættelsen af regionens konstituerede regionsdirektør, Jens Gordon Clausen, som kommende administrativ leder af Region Hovedstaden. Efter seks år som medlem af regionens koncerndirektion med ansvar for blandt andet økonomi, it, hospitalsbyggerier, ejendomme og personale tiltræder han i april stillingen som regionsdirektør.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Jens Gordon Clausen ser frem til et job, der forener arbejdet med at udvikle sundhedsvæsenet, en ledelsesopgave og et samarbejde med de folkevalgte.

– Det er et enestående og meget meningsfuldt arbejde at være med til at udvikle regionens sundhedsvæsen til glæde for vores patienter og borgere, og derfor er jeg meget glad for at tiltræde jobbet som regionsdirektør. Jeg vil lægge vægt på at fastholde de resultater, vi har opnået de seneste år for vores patienter i forhold til blandt andet kræftpakkeforløb og udredningsret. Og ved at sætte klinikken i front med arbejdet med digitalisering har vi sikret, at for eksempel Sundhedsplatformen nu løbende tilpasses medarbejdernes behov, så der bliver mere tid til patienterne, siger han i pressemeddelelsen.

Han lægger vægt på, at der i de kommende år skal sættes mere skub på at udvikle et mere menneskeligt sundhedsvæsen med patienternes ønsker og behov i centrum og ikke mindst at få skabt bedre patientforløb mellem hospitaler, kommuner og praksissektor.

Den 45-årige regionsdirektør er uddannet ved Københavns Universitet, London School of Economics, Copenhagen Business School og Harvard Kennedy School.