'Når man har Bornholm helt inde i hjertet, er den svær at undvære'

I august vendte Lillian Rasch Madsen tilbage til Bornholms Regionskommune efter ni års fravær – nu i stillingen som direktør med ansvaret for blandt andet natur, miljø og erhverv.

Nu er du tilbage efter ni år væk. Hvordan har kommunen og Bornholm ændret sig siden dengang?

– Så meget anderledes er det ikke, men alligevel synes jeg, at der er større aktivitet og en endnu mere positiv stemning og mere forandringsvillighed. Man har bevæget sig mere over til at være én ø og én kommune i forhold til årene efter kommunesammenlægningen.

Du har oplevet sammenlægningen af de fem kommuner indefra. Hvor arbejdede du inden da?

– I Rønne Kommune fra 1999. Det var vildt spændende og dybest set et kæmpe privilegium at være med i den proces. Det tog tid at nå frem til erkendelsen af, at vi nu var én kommune. I dag kan jeg mærke, at organisationen i regionskommunen er mere trimmet. I starten efter sammenlægningen lavede man en organisering, der både skulle tage nogle geografiske og personlige hensyn i et eller andet omfang.

Er det forkert at sige, at kommunen ved at samle administrationen i Rønne-området gør op med de sidste rester af de geografiske hensyn?

– Det kan man sige, uden det skal lyde, som om der ikke er nogen hensyn at tage. Vi skal jo være en hel ø, der fungerer. Men vi skal ikke nødvendigvis fordele administrationen ud over på øen, og det skal ikke være driveren for, at der er gang i Tejn eller Nexø. Nexø fungerer fint uden administration.

I de mellemliggende ni år arbejdede du i Frederiksberg Kommune. Jeg forestiller mig, at der må være stor forskel på vilkårene i en velhavende del af København stillet over for Bornholm. Har jeg ret i det?

– Både og. Det er sjovt, du spørger, for jeg er mange gange blevet mødt med den om, at jeg er gået fra en meget rig kommune til en fattig. Det er unikt at arbejde i den kommunale verden på grund af lovgivningen og arbejdet med kommunalpolitikerne, men det er jo ens for alle kommuner. Jeg tror, at alle kommuner prøver at gøre det bedste, de kan, inden for deres rammevilkår. På Frederiksberg kæmpede vi jo lige så meget med at få budgetterne til at hænge sammen. Og Frederiksberg føles på nogle områder som en landsbykommune. Den er kun ni kvadratkilometer – det er i virkeligheden en lillebitte gnalling. Det kan godt være, at niveauet og forventningerne til servicen er højere end her, men jeg synes faktisk ikke, at dét gør den store forskel på kommunerne.

Udjævner udligningerne kommunerne imellem forskellene i så stort omfang?

– Jeg vil ikke sige i stort omfang, men selvfølgelig har det en effekt. Jeg vil ikke forklejne, at der er ting, som er nemmere på Frederiksberg. Borgerne er da møgforkælede, og de har nogle enorme forventninger til ting på Frederiksberg, som man ikke ville kunne her. Det, der driver mig, er at arbejde tæt på nærdemokratiet og være med til at servicere de folkevalgte, så de forhåbentlig får nogle fornuftige beslutningsoplæg. Det var motivationen for at vende tilbage til Bornholms Regionskommune i stedet for at søge mod det private erhvervsliv. Selvfølgelig kombineret med muligheden for at komme hjem.

Hvad er hovedgrunden til, at du er vendt tilbage?

– Overskriften er vel muligheden for at komme hjem på den fede måde. Når man har Bornholm helt inde i hjertet, er den svær at undvære. Min mand er ikke bornholmer, men han tabte sit hjerte til øen, og i de ni år vi boede ovre, har han gerne villet tilbage. Nu er ungerne blevet så store, at to ud af tre er flyttet hjemmefra, og det giver nogle muligheder for ham og mig.

Læserne kan ikke høre det, men du snakker bornholmsk, når du svarer på mine spørgsmål. Var dialekten også intakt, mens du arbejdede i København?

– Ork, nej. Jeg har aldrig brugt min bornholmske dialekt derovre. Det fungerer ikke – enten forstår de det ikke, eller også griner de lidt. Så det er meget fedt at kunne gøre igen.

Hvor foretrækker du at tilbringe fritiden på Bornholm?

– På det seneste har jeg tilbragt en del tid inde i Borgedalen i Rø Plantage, fordi der er tragtkantareller – det er en hemmelighed til dig og læserne. I og med jeg er fra nordlandet, er den fedeste tur at tage fra Sandkås til Allinge langs strandstien. Det er et sted, jeg vender tilbage til. Jeg er også ultraløber, og terrænet herovre er lidt sjovere end Amager Fælled, som jeg har set temmelig mange gange.

Lillian Rasch Madsen

54 år

Direktør i Bornholms Regionskommune

Opvokset i Olsker, bor i Rønne

Gift, mor til tre børn

Uddannelse: Civilingeniør (bygning), diplomuddannelse i ledelse