Morten har 180 ledige job med på Folkemødet

Morten har 180 ledige job med på Folkemødet
Morten Hansen. Foto: Anders Liljeroth
DAGENS NAVN | ABONNENT | 17. JUN 2022 • 07:30

Morten Hansen har 180 ledige job med på Folkemødet, som han gerne vil have besat. Han står ved jobcenterets stand på Kampeløkken og er klar til at foreslå dem, der kommer forbi, at flytte til øen. Selv flyttede han til for 17 år siden.

 

Hvad er dit job?

– Jeg er virksomhedskonsulent hos jobcenteret.

Hvor længe har du været det?

– Det har jeg været i to år, men jeg har været på jobcenteret i syv år.

Hvad er dine daglige opgaver?

– Det vigtigste for mig er at få nogle af de ledige ud i de job, der er på Bornholm. Vi er seks konsulenter, og vi har delt brancherne op imellem os. Jeg sidder med hele Bornholms Regionskommune i forhold til at få besat de job, der er, for at ledige kan få de kurser, der er relevante, og for nogle handler det også om brancheskift.

Og hvordan går det med at få besat de job, der er i regionskommune?

– Det er svært, ligesom det er i alle andre brancher. Arbejdsløsheden har aldrig været lavere. Vi har lige fået at vide, at der kun er 260 jobparate ledige på Bornholm. Det er, hvad vi har tilbage. Så det er svært. Men det lader sig da gøre, synes jeg.

Hvorfor er I på Folkemødet?

– Vi har taget alle de ledige job, der er på Bornholm, med herop fra alle brancher. Alt hvad der er slået op på jobnet. Og så får vi talt med folk, der kommer forbi, om jobbet, og foreslår dem selvfølgelig at flytte til Bornholm, fordi vi nok sagtens kan finde et job til dem.

Hvor mange job har I med?

– Vi har 180 ledige job med.

Hvor længe har du været på Bornholm?

– Jeg flyttede til fra Lyngby for 17 år siden.

Hvorfor?

– Der var mange grunde. Jeg kom herovre i mange år, og så havde jeg nogle venner, der flyttede herover. Det betød så, at jeg kom her endnu mere. Og så er det bare en rigtig fed ø, synes jeg.

Hvad får du fritiden til at gå med?

– Jeg træner, og så spiller jeg noget padeltennis.

Hvad er det, der er sjovt ved det?

– Det er på en eller anden måde nemmere at spille end almindelig tennis. Det går lidt stærkere, og så synes jeg bare, det er sjovere.

 

 

Morten Hansen

59 år

Bor i Rønne