Meningsmåling sender ham i kommunalbestyrelsen: 'Den sindige bonde i mig siger: Lad os nu se'

Meningsmåling sender ham i kommunalbestyrelsen: 'Den sindige bonde i mig siger: Lad os nu se'
Mikael Benzon. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | BORNHOLM | 7. SEP 2021 • 05:30
Niels Ebdrup
Journalist
DAGENS NAVN | BORNHOLM
7. SEP 2021 • 05:30

Ved kommunalvalget i november vil Enhedslisten gå fra at have to til at få fire kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det forudser i hvert fald en meningsmåling foretaget af Jysk Analyse for TV2/Bornholm. Spår målingen sandt, vil Mikael Benzon blive valgt ind.

Skal man tro den nyeste meningsmåling, så vil du blive valgt til kommunalbestyrelsen som nummer fire på Enhedslistens liste. Hvordan har du det med det?

– Ja, jeg kan jo se, at muligheden er der, og jeg er spændt – jeg har sommerfugle i maven. Men heldigvis er jeg ikke helt blank, hvis jeg kommer ind. Jeg har i flere år arbejdet i baggrundsgrupper og siddet i Enhedslisten Bornholms bestyrelse.

Hvad laver du til hverdag?

– Jeg er økologisk landmand – frilandsgartner med min kone. Vi har et lille husmandssted i Rutsker, hvor vi dyrker grøntsager og har høns og bier.

– Oprindelig er jeg udlært klejnsmed fra Ballen Maskinfabrik på Samsø, og jeg bygger også skurvogne, som vi lejer ud. Så vi har en multigesjæft.

Hvorfor er du gået ind i politik?

– på grund af det grønne. Jeg synes, det skal være et folkeligt projekt, og ikke noget, der er forbeholdt ingeniører og politikere. Skal vi lykkes med den grønne omstilling, så skal vi have alle med. Vi skal have mulighed for at medvirke og løfte og ikke bare få løsninger proppet ned i halsen ovenfra.

Hvordan vil du få folk til at engagere sig i at løse klimaforandringerne?

– Det er i vores egeninteresse at løse dem. Jo mere vi tøver med den grønne omstilling, desto værre bliver det. Den seneste IPCC-rapport viser, at klimaforandringerne også vil ramme os.

Hvis du skal pege på én ting, du håber at kunne ændre på Bornholm, hvad er det så?

– Det kan være, det er nørdet, men jeg vil gerne, at vi får styr på vores forsyningssystem. At vi får fremtidssikret vores fjernvarme: At vi får Rønne Vand og Varme og Beof til at arbejde bedre sammen, og at vi får en vished om, at vi kan blive tilkoblet energiøen.

– Jeg sidder i bestyrelsen for Beof, og det er det rigtig interessant, hvordan vi kommer til at kunne forsyne Bornholm med energi. Får vi en tilkobling til energiøen, eller skal den bare stå ude i horisonten og producere 'power-to-x' til gavn for Mærsk og Ørsted?

Tror du på den meningsmåling, der sender dig i kommunalbestyrelsen?

– Jeg kan huske, en meningsmåling lovede os, at Morten Riis (EL) ville komme i Folketinget. Det gik ikke. Så den sindige bonde i mig siger: 'Lad os nu se'.

 


Mikael Benzon

58 år

Bor på Kirkebogård i Rutsker med sin kone Anette.