Kunstner og galleriejer fylder rundt

Kunstner og galleriejer fylder rundt
Kirsten Lillelund har inviteret til reception på fødselsdagen og holder derefter Galleri Klejn lukket frem til efterårsferien, oplyses det i et nyhedsbrev. Foto fra nyhedsbrev
FØDSELSDAG | ALLINGE | 20. SEP 2021 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
FØDSELSDAG | ALLINGE
20. SEP 2021 • 19:00

Kirsten Lillelund, der ejer og driver Galleri Klejn på Kirketorvet i Allinge, fylder onsdag den 22. september 70 år.

Kirsten Lillelund har netop afsluttet den 15. sommersæson i det lille galleri, hvor hun udstiller moderne kunst af markante malere fra ud- og indland.

Kirsten Lillelund har selv værksted i galleriet, og hun har i mange år været kendt som maler med udstillinger mange steder herhjemme og i udlandet. Hun har i de seneste år arbejdet meget med skulpturer i ler, og mange kender nok de små mænd, der trækker sten hen over en større sten. Bag mere eller mindre abstrakte former gemmer der sig altid en fortælling, ofte med glimt af humor og håb.

Kirsten Lillelund kom til Allinge fra København for 16 år siden sammen med sin mand Bjørn Nymand. De restaurerede det 200 år gamle hus i Allinge, hvor de siden sammen drev galleri. Bjørn Nymand døde for tre år siden.

Kirsten Lillelund holder åbent hus i galleriet på fødselsdagen fra kl. 15 til 18.