Kendt erhvervsdrivende fylder rundt: 'Vi skal sælge, inden vi bliver 60'

Kendt erhvervsdrivende fylder rundt: 'Vi skal sælge, inden vi bliver 60'
Ditte Kristensen fylder 50 år tirsdag den 4. januar. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NAVNE | HASLE | ABONNENT | 3. JAN 2022 • 07:30
Holger Larsen
Journalist
NAVNE | HASLE | ABONNENT
3. JAN 2022 • 07:30

Ditte Kristensen, der siden 2000 har drevet Hasle Stof & Hobby, fylder 50 år den 4. januar.


– Vi har bestemt os for, at vi bliver ved med at drive butikken, indtil vi har en underskrift fra en køber.

Det understreger Ditte Kristensen, der i tre år har haft sin forretning, Hasle Stof & Hobby, i Storegade i Hasle til salg. Salgstankerne har nemlig ikke baggrund i, at det skulle være dårlige tider for butikken. Tvært imod, så blev coronaåret 2020 det hidtil bedste regnskabsår for Hasle Stof & Hobby.

Det er familiemæssige årsager, der har ført til beslutningen:

– Vores børn bliver ikke på Bornholm, og vi har ikke andet familie herovre. Så vi vil ikke sidde alene tilbage, men vil være tæt på vores børn og børnebørn, når det bliver aktuelt. Vi har derfor besluttet, at vi skal sælge, inden vi bliver 60. Så vi har stadig god tid, siger Ditte Kristensen, der fylder 50 år tirsdag den 4. januar.

Ditte og Peter Kristensen købte for fem år siden bed and breakfast-hotellet Oasen i Viborg, hvor det til daglig er datteren Sarah, der står for driften. Ditte Kristensen tager af sted og hjælper en gang imellem i Viborg, men lægger ellers rigtig mange arbejdstimer i forretningen i Hasle.

– Det er på Oasen i Viborg, at vi vil bruge vores gamle dage, siger Ditte Kristensen.

Åbnede i 2000

Ditte Kristensen åbnede Hasle Stof & Hobby i 2000, efter at familien havde købt ejendommen i Storegade, hvor Arne Pihl havde drevet isenkramforretning i mange år. Faktisk var det bare meningen, at familien ville bo i huset og så leje butiksdelen ud. Men da Ditte Kristensen ikke havde noget job, skaffede hun sig selv et ved at indkøbe noget garn og noget stof og åbne en hobbyforretning.

Da hun havde fået solgt varerne, fik hun mulighed for at købe nogle flere varer og på den måde stille og roligt udvide butikken.

Ditte Kristensen driver nu Hasle Stof & Hobby på 22. år. Det er i virkeligheden lidt af en "blandet landhandel":

– Vi har blandt andet landbrugslotteri og varelotteri, og vi har pakkepost. Vi er nødt til at brede os over flere ting for at kunne overleve. Kommer der nogle specielle forespørgsler, går jeg op på loftet og kan måske finde varen der, siger Ditte Kristensen.