Jesper er Folkemødets nye mand: Dette vil han selv gerne opleve

Jesper er Folkemødets nye mand: Dette vil han selv gerne opleve
Jesper er flyttet til Bornholm med sin kone Johanne og er startet som ny medarbejder hos Folkemødet. Privatfoto
DAGENS NAVN | ALLINGE | ABONNENT | 16. JUN 2022 • 07:30

Jesper Graulund er nyeste medarbejder hos Folkemødet. Han tiltrådte for bare to måneder siden, og læringskurven har været stejl. Han var med til at starte Wonderfestiwall og sidder stadig i bestyrelsen for festivalen.

 

Er du vokset op på Bornholm?

– Ja jeg er vokset op og har gået i skole i Allinge.

Hvad er din uddannelse?

– Jeg er uddannet elektronik-fagtekniker. Faktisk som den sidste i Danmark inden uddannelsen blev nedlagt. Og jeg stod i lære hos Servicecenteret Bornholm.

Hvad lærer man der?

– Man reparerer radio og tv. Egentlig hed det radio- og tv-tekniker. Men da fladskærmene kom, skulle man ikke reparere mere på tv, og kun udskifte moduler. Og derfor blev uddannelsen nedlagt.

Hvad har du arbejdet med derefter?

– Jeg flyttede til København og kom ind i restaurationsbranchen, hvor jeg var i 12 år. Her kom jeg blandt andet ind i koncernen Timos, hvor jeg blandt andet har været bestyrer af Restaurant Sommer i Allinge i seks somre. Og udenfor sæsonen har jeg arbejdet i København. Jeg har også haft en sommer på Kadeau som tjener. Så om sommeren har jeg boet på Bornholm og om vinteren i København. Men nu er jeg flyttet fast til Bornholm med min kone og vores tre børn.

Og så har du fået job hos Folkemødet?

– Jeg blev ansat for to måneder siden. Jeg søgte jobbet som blæksprutte, men da de fandt ud af, at jeg har en kæmpe cv indenfor restaurations- og eventbranchen, så har jeg fået mange alsidige opgaver. Jeg er produktionskoordinator for det vi kalder food and beverage, altså alt der har med mad og drikke at gøre, og står for alle de store madpartnere og madboder.

Det er en hektisk tid disse dage for at få alt på plads?

– Ja, jeg havde en stejl indlæringskurve. Jeg skulle lære en masse ting og skulle overtage en masse fra andre, og det hele skal lykkes.

Hvordan er din nye arbejdsplads?

– Det er et fantastisk team. Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Det er nogle super mennesker, der arbejder virkelig godt sammen, og som bakker hinanden op. Og så er der en masse socialt, der understøtter det. Et lille hold – men nogle rigtig gode mennesker.

Du er også involveret i Wonder. Hvordan skete det?

– Det var mig og Daniel Mühlendorph og nogle andre venner, der sad og kedede os en sommer, og så syntes vi, at der manglede noget. Og så fik vi sat gang i festivalen. Og jeg er stadig frivillig der og sidder også i bestyrelsen.

Hvilke opgaver har du ansvaret for på Wonder?

– Jeg står for en del af sponsoraterne, for backstageområdet og catering der, og i to år har jeg siddet som booker. Så jeg har været vidt omkring.

Hvad er det fedeste navn til årets Wonderfestiwall?

– Det er selvfølgelig DAD, som jeg har været fan af, siden jeg var fem år.

Hvis du ikke skulle på arbejde, hvad ville du så helst opleve under Folkemødet?

– Det må være arrangementet "Er mænd nogle skvat?" med Peter Lund Madsen.

Hvorfor skal bornholmerne tage til Folkemødet?

– For det første fordi det er et super event, der er åbent for alle, og som også favner alle. Der er noget for alle, og det er det, der gør det så spændende.

 

 

Jesper Graulund

38 år gammel

Bor i Allinge

Gift med Johanne

Sammen har de tre børn