'Jeg var da lidt skeptisk og nervøs over, om jeg kunne få et arbejde her på Bornholm'

'Jeg var da lidt skeptisk og nervøs over, om jeg kunne få et arbejde her på Bornholm'
Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | RØNNE | ABONNENT | 19. JUL 2021 • 08:41
Julia Aka Wille
Journalist
DAGENS NAVN | RØNNE | ABONNENT
19. JUL 2021 • 08:41

Rasmus Clemens Ipsen flyttede for to år siden tilbage til Bornholm, og det har krævet noget tilvænningstid efter 16 år i København. I dag arbejder han som salgsassistent, men tager stadig over for at spille musik i et metalband.

Hvad laver du til daglig?
–  Jeg arbejder i Din Tøjmand by Jan & Nalle som sommerhjælp. Jeg flyttede tilbage til Bornholm for to år siden efter at have boet i København i 16 år. Jeg har tidligere arbejdet som vinduespudser, men har desværre fået problemer med ryggen. Så jeg var heldig og glad for at få et arbejde i butikken som salgsassistent.

Jeg er blevet supergodt taget imod,
og det har været en positiv ting at opleve

Så du kommer fra Bornholm?
–  Jeg kommer oprindeligt fra Nexø, men bor i Rønne i dag. Jeg boede i København, hvor jeg blev udlært som salgsassistent inden for detail. Vi flyttede tilbage, fordi min kæreste og jeg ventede os en lille pige, som blev født i februar sidste år. Min kæreste og jeg er begge bornholmere, og hun ejer en tattoo-shop i Rønne. Hun har boet herovre i nogle år før mig, men vi flyttede simpelthen definitivt tilbage for at have bedsteforældre tæt på og for at få den ro, der er på Bornholm, og som man gerne vil have, når man har små børn.

Har I været glade for det valg?
– Det kræver stadig noget tilvænning, selv om det er to år siden, vi flyttede, fordi jeg havde skabt et liv i København igennem 16 år – jeg har venner og spiller stadig musik ovre, så der er stadig noget pendling frem og tilbage for at få det til at fungere. Ellers er jeg glad for Bornholm og har jo boet her de første 20 år af mit liv, så der er meget familie her. Så er jeg glad for den bornholmske natur, som jeg har lært at sætte mere pris på med alderen. Det var et godt valg, men det har krævet noget tilvænningstid.

Hvad spiller du af musik?
– Jeg spiller guitar i et metalband i København. Jeg har spillet i bandet i tre-fire år, men har spillet guitar, siden jeg var 16 år. Jeg kan ikke gå en dag uden at spille, om det så bare bliver 10 minutter i slutningen af dagen. I et band får man et specielt kammeratskab, fordi man er sammen på en anden måde. For mig er det afslappende og afstressende at spille musik. Mit band og jeg udgav et debutalbum i slutningen af 2019, og så kom corona lidt efter og satte stopper for alle koncerter, men nu prøver vi at trække os op igen.

Hvad gør dig glad?
– Min familie, musik og så har jeg en svaghed for thaiboksning, som jeg desværre ikke kan gå til her på Bornholm, så jeg træner lidt nede i kælderen nu. Og så selvfølgelig naturen, som vi i min familie er ret glade for. Vi tager meget i skoven og bare det at komme ud, hvor der er ro, det gør mig sgu også glad.

Hvad betyder dine tatoveringer for dig?
– Det er ren og skær kunst. Der er ikke noget med, at jeg får lavet dem, fordi de som sådan har en dybere betydning. Da jeg flyttede til København, fik jeg den første, så fik jeg den anden, og så stak det ligesom af derfra. Nu har jeg tatoveringer over hele kroppen, og det blev hurtigt en kunst-ting. Min kæreste er tatovør og har lavet nogle af mine tatoveringer. Jeg var da lidt skeptisk og nervøs over, om jeg kunne få et arbejde her på Bornholm, fordi jeg har tatoveringerne og de store huller i ørerne. Men jeg er blevet supergodt taget imod, og det har været en positiv ting at opleve og har vendt min tankegang lidt i forhold til, at jeg ikke nødvendigvis bliver dømt negativt på baggrund af, hvordan jeg ser ud.

 

Fakta

39 år.
Salgsassistent i Din Tøjmand by Jan og Nalle.
Guitarist i bandet Auralist.
Født og opvokset i Nexø, bor i dag i Rønne.
Kæreste med Måne, som han har et fælles barn med. Måne har derudover et barn på 13 år.