'Jeg har altid elsket at udforske mine kreative sider'

'Jeg har altid elsket at udforske mine kreative sider'
Julie Elisabeth Jensen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 25. MAR 2021 • 05:47
| ABONNENT
25. MAR 2021 • 05:47

DAGENS NAVN: Julie Elisabeth Jensen har boet på Bornholm altid og vil aldrig væk herfra. Lige nu uddanner hun sig til blomsterdekoratør på Lilliendal Plantecenter.

Du er bornholmer, opvokset i Aarsballe og Klemensker og har altid boet her på Bornholm, men har du nogensinde overvejet at flytte fra øen?

– Jeg er bornholmer med stort B og har altid været fast besluttet på, at jeg aldrig skulle væk fra øen.

– Det eneste, der dog har fået mig til at genoverveje det for nylig, er, at min kæreste er fra Aarhus, men han er nu flyttet herover, så det blev aldrig tilfældet.

Nu er du elev hos Lilliendal Plantecenter som en del af afslutningen på din uddannelse som blomsterdekoratør, hvorfor har du valgt at gå den vej?

– Jeg har altid elsket at udforske mine kreative sider. Det at se et billede af noget inspirerende på eksempelvis Pinterest, og så prøve at udføre det selv, har for mig altid været meget tiltalende. I blomsterdekoratør-verdenen har man rig mulighed for at udfolde sine kreative evner, da der er et utal af muligheder.

Hvordan uddanner man sig til blomsterdekoratør?

– Der er vidst lidt forskellige måder, det kan foregå på. Jeg selv har en gymnasial uddannelse, hvilket nødvendigvis ikke er et krav. Men da jeg har den, kunne jeg nøjes med et kursusforløb, inden læretid, på 10 uger, som indeholdt de fag jeg ikke havde haft før. Herefter søgte jeg elevplads i Lilliendal Plantecenter. Læretiden indeholder to år i butikken inklusive skoleophold. Jeg selv var på skole i Skåde, Aarhus.

I din fagprøve sætter du fokus på salget af potteskjulere, og man kan fra den 29. marts til og med den 5. april se din udstilling i butikken. Hvilke tanker har du gjort dig om den?

– Jeg har valgt, at det skal være en varepræsentation, som har fokus på det store udvalg af potteskjulere, vi har, og hertil vise kunderne nogle af de forskellige muligheder, man har for at lave et blomsterbinderi i en potte, herunder eksempelvis forskellige afskygninger af dekorationer og sammenplantninger. Jeg vil gøre mit for, at varepræsentationen ser inspirerende og indbydende ud. Ydermere har jeg tænkt, at jeg vil lave forskellige varianter, herunder i udseende, typer og priser, for at give kunderne et større udvalg.

Hvornår er du færdiguddannet, og hvad er dine planer derefter?

– Jeg er færdigudlært 1. august i år. Når jeg er færdig, har jeg et ønske om at kunne blive ansat i netop Lilliendal. En arbejdsplads, hvor man er glad for det, man laver, har gode kolleger og et godt arbejdsmiljø. Det er noget, der vægter rigtig højt for mig.

Hvad synes du gør en blomsterbuket smuk?

– At der er harmoni i den, at der er det samme udtryk hele vejen igennem, og at den passer til begivenheden, den skal bruges til. Om det så er en lav og tæt, en høj og luftig buket, en i neutrale farver eller en med lidt mere spræl i, så synes jeg, de kan være smukke på hver deres måde. Det kan også afhænge meget af mit humør.

Hvilken synes du er den smukkeste blomst – og hvorfor netop den?

– Jeg har ikke en bestemt blomst, jeg synes der er den smukkeste. Jeg synes, alle blomster er smukke på hver deres måde. Med den rette sammensætning mener jeg, at enhver blomst kan komme til sin ret og udstråle noget smukt.

Har du et yndlingssted på Bornholm?

– Det sted, hvor jeg slapper mest af og kan få ro i krop og sjæl, må være i skoven ved Bolsterbjerg. Jeg er opvokset i et af husene tæt på og har brugt utallige timer på at lege i skoven som barn. Jeg har rigtig mange gode minder fra det sted.

 


Julie Elisabeth Jensen

23 år.

Bor i Klemensker sammen med Niklas, hendes kæreste.

I sin fritid holder hun af at tage på ture med sin familie og dens hunde og nyde den smukke natur på øen. Samt at udfolde sig kreativt.