'Jeg forsøger ikke at dokumentere virkeligheden, jeg forsøger at lave kunst'

'Jeg forsøger ikke at dokumentere virkeligheden, jeg forsøger at lave kunst'
Peter Strøiman flyttede til Bornholm i 2020. Eget foto
DAGENS NAVN | ABONNENT | 6. DEC 2022 • 05:30
DAGENS NAVN | ABONNENT
6. DEC 2022 • 05:30

Peter Strøiman er uddannet ingeniør og begyndte at fotografere i 2009. Tidligere på året vandt han guld ved DM, og nu har samme foto netop sikret ham en guldmedalje ved en nordisk konkurrence.

 

Du har vundet endnu en guldmedalje i fotografi - denne gang i konkurrencen 7th Nordic Circuit. Hvad er det for en konkurrence?

– Det er relaivt nyt for mig at deltage i konkurrencer, og jeg deltager mest fordi det er sjovt at se, hvordan mine billeder gør sig i forhold til andre. Den her konkukurrence er lidt speciel, fordi der er fire uafhængige dommerpaneler. Det er der normalt ikke. Det er de nordiske fotografiforbund, som laver det her sammen, og man kan få flere guldmedaljer for det samme billede.

 

Hvad vandt du guld for?

– De norske dommere valgte at give en guldmedalje for et billede, jeg også vandt med til DM. Det er et vinterlandskab i Almindingen, som har en en lidt spøjs titel. Jeg kalder det 'Skovtur med familien', fordi jeg synes, træerne i forgrunden står lidt for sig selv og ligner nogen, der er på vej længere ind, og så får man lidt associationer til en voksen med to børn.

 

Hvor mange deltager i sådan en konkurrence?

– Jeg kan ikke huske det præcise tal, men det er over 400.

 

Hvor længe har du fotograferet?

– Siden 2009, og så har det været lidt on/off. Det er først for et par år siden, jeg syntes, jeg var god nok til at tillade mig at begynde at sælge noget.

– Jeg er ikke fra Bornholm, men som følge af stress tog min kone og jeg for et par år siden den beslutning, at vi skulle flytte til Bornholm. Så ville jeg så også gøre noget mere ved fotograferiet og starte et galleri. Det er mit håb, og jeg regner med at åbne galleri i eget hus til maj næste år. Der er et stort lokale ud mod vejen, som er velegnet som galleri. Det er i Nexø over for røgeriet. Der var tidligere et børnehjem, der hed Sirius, det er det hus, vi har købt.

– I år har jeg indtil videre reklameret og har haft billeder hængede i min entre og har haft et skilt hængende ved vejen, og så er der kommet nogen ind fra vejen og har kigget.

 

Hvor længe har du konkurreret?

– Jeg var medlem af Herlev fotoklub i 2012 og '13, så der var jeg også med til DM, men det blev ingen store resultater dengang. Og så har jeg haft en pause, og efter jeg flyttede til Bornholm meldte jeg mig ind i Selskabet for Dansk Fotografi som personligt medlem sidste år. Jeg deltog i et par konkurrencer, hvor der ikke kom de store resultater ud af det. Så kom DM (i år, red.), og så sendte jeg billeder ind, og så fik jeg guldmedaljen.

 

Opstod idéen med at fotografere ud af det blå?

– Jeg havde længe tænkt mig at ville tage nogle billeder. Lige præcis på det tidspunkt var der behov for, at jeg skulle dokumentere noget, så jeg købte et begynder-spejlreflekskamera. Og så begyndte jeg at bruge det til at fotografere nogle andre ting, og jeg blev bidt af det.

– Da jeg startede, fotograferede jeg hvad som helst. Jeg tog nogle billeder, som fotoklubben udstillede på Herlev Bibliotek. Så var der en i klubben, som gerne ville have det hængende derhjemme, og det fik hun så for et par flasker vin. Det var lidt skelsættende, for det var der, det gik op for mig, at jeg kunne lidt at lave det, jeg kalder billedkunst. Billeder, som skal hænges op og beskues og være pæne. Jeg forsøger ikke at dokumentere virkeligheden, jeg forsøger at lave kunst. Det var der tilbage i 2013, jeg fik den erkendelse.

 

Hvad laver du til daglig?

– Jeg er uddannet ingeniør og arbejder til daglig i en nyopstartet IT-virksomhed, Dora Nordic, hvor jeg er teknisk chef. Når vejret er til det, så tager jeg ud og fotograferer. Nogle gange arbejder jeg om aftenen, fordi der er fotovejr om dagen.

– Jeg er på julemarkedet i Nexø i år, så når jeg har siddet foran en computerskærm i fem dage, og så fredag klokken 14 lukker jeg ned for at stille op til julemarkedet, og så står jeg der hele weekenden.

 

Hvad tænker du om pludselig at være blevet prisvindende fotograf?

– Jamen, det er et kæmpe skulderklap. Det er et stort boost til min selvtillid. En ting er, at familien kigger på mine billeder og siger, de er flotte. Nu er det anerkendte dommere, der har bedømt mit billede og synes, det er det bedste. Så det er også dommere, der er vant til at se de bedste fotografier og sammenligner mit med dem. Det gør enormt meget for min selvtillid, hvor jeg tidlgiere har tvivlet på, om jeg var god nok.

 

Hvad fotograferer du?

– Det er kunstneriske fortolkninger af bornholmske landskaber. Det er mest naturlandskaber, men jeg har også Svaneke Fyr og broen i Arnager med i min portfølje.

– Jeg kan godt lide at lave noget, hvor man får en lidt drømmende stemning i fotografiet. Hvis du tager 'Skovturen med familien', det fortaber sig i snetågerne i baggrunden, så man ikke helt kan se ud til enden. Man skal bruge sin fantasti til at forestille sig, hvad der sker, når man tager længere ud. Det er et gennemgående tema.

 

Hvornår flyttede I til Bornholm?

– I 2020. Sidste år købte vi huset her i Nexø.

 

Hvordan er I faldet til?

– Vi er faldt super godt til, vi er simpelthen så glade for det.


Peter Strøiman

47 år

Bor i Nexø med sin kone Lotte

Flyttede til Bornholm i 2020 fra Bagsværd