Jan og hustruen ville ud af hamsterhjulet: På fem dage sikrede de sig hus og job

Sidste år var Jan Sørensen og hans kone på Bornholm for at undersøge jobmulighederne, og på en periode på fem dage sikrede de sig både hus og job på Bornholms Hospital, hvor Jan Sørensen nu arbejder som en af fem ortopædkirurger.

Hvornår flyttede I til Bornholm?

– Vi flyttede herover i september sidste år.

Hvem er vi?

– Min kone Hanne og jeg.

Hvorfor kom I til Bornholm?

– Sidste forår spurgte hospitalet efter interesserede speciallæger til at tage vikariater på Bornholms Hospital. Den svarede jeg på, for jeg havde været herovre og tage et vikariat for 15 år siden. Og så spurgte min kollega mig 'hvorfor søger du ikke en fast stilling?' Vi har før talt med ham om, at vi gerne ville til Bornholm på et tidspunkt, når vi blev seniorer.

Har I nogen tilknytning til Bornholm?

– Min kone er halvt bornholmer, og min svoger bor i Rønne, og vi plejer at tage til Bornholm tre-fire gange om året for at holde ferie. Så vi kunne lige så godt flytte herover.

– Sidste år skulle vi herover i maj måned og havde aftalt med hospitalet, at både Hanne, som er operationssygeplejerske, og jeg skulle komme og snakke med dem for at høre, hvad de kunne tilbyde af arbejde.

– Så kom vi til at se på et hus i Arnager og byde på det, og så gik det ikke værre eller bedre end fem dage efter, der kom afgørelsen, og vi fik det sgu. I mellemtiden havde vi fået snakket med hospitalet og fået lovning på noget arbejde. Vi kørte hjem efter den fem-dages tur og satte os ned og sagde 'hvad fanden er det, vi har gjort?'

Det lyder som nogle vilde fem dage...

– Ja, og så havde vi hele sommeren til at planlægge det. Det fedeste var at gå til chefen og sige op, inden det blev for voldsomt med de her personalemangler. Det var ikke tilfældet endnu på Nordsjællands Hospital. Det var ikke derfor, vi rejste, men det var for at komme ud af hamsterhjulet. På de københavnske hospitaler er der så meget gang i den, det drejer sig kun om produktion. Nu havde vi muligheden for at sige op, før vi blev trætte af det.

Hvordan er I faldet til?

– Jeg synes, vi er faldet godt til. Den første uge, vi var her, havde vi snakket mere med naboerne, end vi gjorde i 15 år i Helsinge. Alle er utroligt imødekommende, og når man bor i en by med 150 indbyggere, så kender alle jo alle. Alle ved, hvem vi er, men vi ved ikke, hvem de er, men det kommer nok stille og roligt. Vi bestemmer selv tempoet. Vi er blevet budt hjerteligt velkommen af alle.

I arbejdede tidligere på Nordsjællands Hospital?

– Ja. Der mødte vi hinanden for godt 15 år siden. Det er min kone nummer to, og da børnene var flyttet hjemmefra, skulle vi videre. Vi havde friheden, og det tog ikke lang tid, så havde vi et hus i Arnager og et hus i Helsinge, der skulle sælges.

Hvordan er det så pludselig at være på Bornholms Hospital, som er et noget mindre hospital?

– Vi er færre hænder her end i Nordsjælland, men der er samme antal hænder pr. patient, så vi har lige så travlt, når vi laver noget, men jeg er færdig, når jeg er færdig.

– Og så har man meget bedre patientkontakt, fordi der ikke er så mange. Her kan jeg gå stuegang en hel uge, det gjorde jeg måske hver 14. dag på Hillerød, fordi man også havde mange andre funktioner, og man lærer patienterne at kende.

– Og der er færre kollegaer, så der er bedre samarbejde, også tværfagligt. Alle kender alle. Det er et fantastisk sted at arbejde med synlig ledelse, og der er ikke så lange beslutningsveje.

– Og så skulle vi vænne os til, at nu har vi vagt med tilkald, hvor man faktisk har tilkald. På Nordsjælland havde du vagt med tilstedeværelse. Man lavede noget konstant, man ventede ikke på, der skulle ske noget. Men det er absolut også det, vi har higet efter, at man kan nå at trække vejret og bearbejde de indtryk, man har fået i løbet af dagen.

Bliver du ofte kaldt ind?

– Nej. Men det sker da en gang imellem, at man må hoppe i tøjet om natten. Vi har folk til at passe skadestuen, så det er kun hvis der er noget, der skal repareres.

Hvad laver du som ortopædkirurg?

– De sidste mange år i Hillerød var jeg overlæge uden at have vagt, hvor jeg specialiserede mig i sårbehandling. Det kan jeg sagtens tage med herover. Men nu skal jeg være general ortopædkirurg igen og tilbage til at tage mig af alle aktuelle knoglebrud. Vi opererer på de akutte skader, og det er fra brækkede håndled til brækkede ankler til brækkede hofteled. Dem er der flest af.

– Når man kommer til Bornholm, skal man være generalist igen og tage sig af de primære ting og udrede, og så kan man finde specialisterne til sidst.

– Ortopædkirurgi er specialiseret, og der skal specielle søm og skruer til. Der er nogle ting, vi ikke kan behandle. Dem sender vi over til de københavnske specialister, der har de en masse læger under uddannelse, så de har intet imod, der kommer nogle halvkomplicerede brud herovrefra. Det er sådan, det skal være.

Hvad laver I, når ikke arbejder?

– Vi er flyttet herover for at nyde naturen og Bornholm og for at kunne vi være på ferie på Bornholm, når vi har fri. Vi skal bare lige gå ud af døren og se på vandet og trække vejret og sænke skuldrene, så er pulsen nede.

– Og jeg har en passion for at køre mountainbike, og så er Hanne med i badeklubben. Der kommer forhåbentligt en sauna til sommer, så kan det godt være, jeg kan blive vinterbader.

Jan Sørensen

Er 59 år.

Bor i Arnager med sin kone Hanne, der er operationssygeplejerske på hospitalet, og katten Billy.

De har sammenlagt fem børn og fem børnebørn.