– Da Danmarks befrielse ikke kunne fejres i majdagene 2020 på grund af coronaen, fik jeg offentliggjort i Bornholms Tidende dagbogsblade fra en ung kvinde i Aakirkeby fra majdagene 1945. Med offentliggørelsen fulgte en opfordring til læserne om at meddele mig deres erindringsglimt. Trods diverse coronarestriktioner kom Kaj E. Boesen på besøg i mit fritidshus på Bornholm. Han var i 1945 tre år! Når han, der var født i 1942, havde en øjenvidneberetning, måtte de 80- og 90-årige også have noget at berette. Denne oplevelse gav mig stødet til et indsamlingsarbejde af erindringsglimt om russertiden. Hvert erindringsglimt blev baseret på en samtale, hvor det ældre menneske lod erindringerne flyde frit og komme til orde. Jeg nedskrev kun enkelte ord for at være nærværende og nedskrev teksten inden for et døgn. Teksten blev derefter korrigeret af øjenvidnet, indtil teksten var i overensstemmelse med øjenvidnets erindring. Derefter blev teksten sendt til Amanda på Ø-arkivet for Bornholm efter gensidig aftale og blev derved offentligt tilgængelig. Senere er erindringsglimtene gjort let tilgængelige, idet de kan findes på www.bornholmskebilleder.dk med søgeordene "russere" eller "erindringsglimt".
Hvordan har du fundet folk, der ville fortælle deres historie?
– Jeg har efterlyst øjenvidner gennem Bornholms Tidende. Og Dansk Vandrelaug på Bornholm giver nogle rigtig gode kontakter, da jeg som turleder kan fortælle og efterlyse øjenvidner. Nogle øjenvidner er gode bekendte gennem et langt liv. Nogle får jeg gennem mund-til-mundmetoden.
Hvem kan have interesse i fortællinger fra russertiden?
– Vores elever i uddannelsessystemet pålægges at sætte sig ind i den kultur, der nu engang er deres. Danske grundskoler sørger for, at danske børn og unge har en vist minimum af viden om deres egen kultur. Men hvordan kommer viden ud til den voksne befolkning på Bornholm? Svaret er: Bornholms Tidende. Her er der mulighed for at etablere en vekselvirkning mellem læserne og øjenvidnerne til perioden. Til det brug må der opfindes en ny genre. Jeg kalder den en tekstmosaik, hvor et emne belyses af de øjenvidner, der har noget at fortælle. Ideelt set skal øjenvidnernes beskrivelser stå alene som puslespilsbrikker, der føjer sig ind i hinanden, så enkeltdelene danner en helhed. Men det er nok nødvendigt trods alt med lidt kit, så enkeltdelene fungerer som stifter i en mosaik, der vokser sig stor og fortællende, når der er mange erindringsglimt at bygge på. Mit arbejde bliver derfor at være kit.