'Hvis nutiden skulle vise sig at være døv og blind, kan vi håbe på eftertiden'

DAGENS NAVN: Birgitte Borgen Müller Marcussen mener, at bornholmernes særlige historie omkring 2. Verdenskrigs afslutning er et hul i vores historiske viden. Hun har derfor talt med øjenvidner fra sovjetstyrkernes tid på Bornholm. I anledning af 75-året for Den Røde Hærs afmarch fra øen, bringer Bornholms Tidende et udpluk af disse beretninger. Den første kan du læse om på onsdagens debatsider. Hele erindringssamlingen kan findes på www.bornholmskebilleder.dk

Hvad er dit forhold til Bornholm?

– Jeg er født i 1947 og opvokset på Bornholm. Jeg forlod øen i 1966 som student. Siden 1991 har jeg ejet "Almindingen Station" i Ekkodalen og har derefter tilbragt megen tid på Bornholm. Efter min pensionering som folkeskolelærer i 2013 er jeg blevet som stærene. Kommer tidligt på foråret og tager af sted, når frosten kommer.

Du har skrevet disse erindringsglimt. Allerførst, hvad er et erindringsglimt for dig?

– I erindringsglimtene skal der to til for at skabe en tekst. Den ene har erindringen og lysten til at fortælle, den anden kan lytte og kan skrive en tekst.

Hvad har motiveret dig til at indsamle disse beretninger?

– Det er uhyre tidskrævende at etablere en tekst, men også ovenud fornøjeligt. Øjenvidnet og jeg går ind i et samarbejde, hvor begge parter er klar over, at her får vi skabt en tekst, der betyder noget for os lige her og nu, men som forhåbentlig også vil være med til at give nutidens læsere en viden om væsentlige sider af bornholmsk kultur. Hvis nutiden skulle vise sig at være døv og blind, kan vi håbe på en eftertid, der kan grave fortiden frem på Ø-arkivet på Bornholm.

Hvor lang tid har du brugt på det?

– Det er en skabende proces at etablere en tekst. Det begynder med samtalen menneske til menneske, eller mellem to mennesker i hver sin ende af telefonledningen. Derefter skal teksten skrives ned, mens øjenvidnets tone ligger i klar erindring hos mig. Derefter skal teksten frem og tilbage mellem os, indtil den kan afsluttes og sendes til Ø-arkivet. Min erfaring er, at jeg kan have 3-4 øjenvidner i min aktuelle arbejdsproces, fordi ordene rumsterer oppe i hovedet både dag og nat.

Hvordan er disse erindringsglimt blevet til?

– Da Danmarks befrielse ikke kunne fejres i majdagene 2020 på grund af coronaen, fik jeg offentliggjort i Bornholms Tidende dagbogsblade fra en ung kvinde i Aakirkeby fra majdagene 1945. Med offentliggørelsen fulgte en opfordring til læserne om at meddele mig deres erindringsglimt. Trods diverse coronarestriktioner kom Kaj E. Boesen på besøg i mit fritidshus på Bornholm. Han var i 1945 tre år! Når han, der var født i 1942, havde en øjenvidneberetning, måtte de 80- og 90-årige også have noget at berette. Denne oplevelse gav mig stødet til et indsamlingsarbejde af erindringsglimt om russertiden. Hvert erindringsglimt blev baseret på en samtale, hvor det ældre menneske lod erindringerne flyde frit og komme til orde. Jeg nedskrev kun enkelte ord for at være nærværende og nedskrev teksten inden for et døgn. Teksten blev derefter korrigeret af øjenvidnet, indtil teksten var i overensstemmelse med øjenvidnets erindring. Derefter blev teksten sendt til Amanda på Ø-arkivet for Bornholm efter gensidig aftale og blev derved offentligt tilgængelig. Senere er erindringsglimtene gjort let tilgængelige, idet de kan findes på www.bornholmskebilleder.dk med søgeordene "russere" eller "erindringsglimt".

Hvordan har du fundet folk, der ville fortælle deres historie?

– Jeg har efterlyst øjenvidner gennem Bornholms Tidende. Og Dansk Vandrelaug på Bornholm giver nogle rigtig gode kontakter, da jeg som turleder kan fortælle og efterlyse øjenvidner. Nogle øjenvidner er gode bekendte gennem et langt liv. Nogle får jeg gennem mund-til-mundmetoden.

Hvem kan have interesse i fortællinger fra russertiden?

– Vores elever i uddannelsessystemet pålægges at sætte sig ind i den kultur, der nu engang er deres. Danske grundskoler sørger for, at danske børn og unge har en vist minimum af viden om deres egen kultur. Men hvordan kommer viden ud til den voksne befolkning på Bornholm? Svaret er: Bornholms Tidende. Her er der mulighed for at etablere en vekselvirkning mellem læserne og øjenvidnerne til perioden. Til det brug må der opfindes en ny genre. Jeg kalder den en tekstmosaik, hvor et emne belyses af de øjenvidner, der har noget at fortælle. Ideelt set skal øjenvidnernes beskrivelser stå alene som puslespilsbrikker, der føjer sig ind i hinanden, så enkeltdelene danner en helhed. Men det er nok nødvendigt trods alt med lidt kit, så enkeltdelene fungerer som stifter i en mosaik, der vokser sig stor og fortællende, når der er mange erindringsglimt at bygge på. Mit arbejde bliver derfor at være kit.

Hvad har gjort størst indtryk på dig i eller med disse erindringsglimt?

– Takket være flid er det lykkedes mig at kunne tegne en rute for nederlagets mennesker i maj 1945. Til trods for fjendens nederlag var der en menneskelig vilje blandt bornholmerne til at hjælpe de magtesløse i håbløs nød.

Hvad har du selv lært af disse beretninger?

– Jeg måtte opfinde en genre, der kunne bruges i formidlingen til Bornholms Tidendes læsere. Den genre kalder jeg tekstmosaik.

Birgitte Borgen Müller Marcussen

Alder: 73 år

Bopæl: Kongens Lyngby

Civilstatus: Single med dejlig kæreste

Børn: Datter i Kongens Lyngby

Opvokset i: På Klippely i Ekkodalen

Interesser/hobbyer: Vandretur, cykling, havearbejde, redesign af tekstiler, læsning.