De bornholmske handelsstandsforeninger får en ny repræsentant i trafikkontaktrådet. Den 13. september tiltræder Per O. Petersen, som er ejerrådgiver i feriehusbureauet Sol og Strand.
– Det er en flot cadeau, men sandelig ikke en opgave, jeg kommer til at tage let på. For det er ikke så meget en anerkendelse af min indsats for Bornholm i de forgangne tider, men meget mere en opgave, der er vigtig for hele øens fremtid, siger Per O. Petersen i en pressemeddelelse fra Sol og Strand.
Efter mange år i turisterhvervet kender han dets behov og ønsker. I det lys ser han frem til indsættelsen af Express 5 på Ystad-ruten. Men som handelsstandsforeningernes repræsentant har han især blikket rettet mod Køge. Af detailhandlen i Rønne er han nemlig blevet bedt om at kigge på en forbedring af godstrafikken.