En nysgerrig hollænder fandt vej til Bornholm

Jan Titiaan van Gilse kom til Bornholm, da han blev byplanlægger i Rønne.

Emilia Maria van Gilse skriver mindeord om sin far, Jan Titiaan van Gilse, født i Joure, Holland, den 12. april 1948. Død den 20. november 2024 i Rønne:

Min fars første indtryk af Bornholm var tåge.

En råkold martsmorgen i 1975 var han til jobsamtale til en stilling som byplanlægger i Rønne Kommune. Efter samtalen tog han bussen til Svaneke og retur, så han kunne få et indtryk af den ø, som han og hans hustru overvejede at flytte til.

Mine forældre mødte hinanden på en parkeringsplads i Aarhus i 1970. Det sagde bang, og hurtigt fik de deres studieliv i Holland og Danmark snoet sammen. Efter de blev gift i 1972, boede de et par år i Holland, og da min far var færdig med sit studie, flyttede de til Danmark. Min mor læste stadig, da min far faldt over stillingsopslaget fra Rønne Kommune. Ingen af dem havde været på Bornholm, så min far skulle se øen an for dem begge. Men Bornholm leger ofte gemmeleg i marts, og øen var stadig et mysterium, da min far sagde ja til jobbet.

Levede sit liv forlæns

At den unge hollænder skulle ende på Bornholm, stod absolut ikke skrevet i kortene.

Men det var der ikke ret meget i min fars liv, der gjorde. Han levede sit liv forlæns. Altid nysgerrig og med en stærk trang til at undersøge, afdække og udforske verden omkring sig. Det var et mantra for min far, at man aldrig skal samme vej tilbage, som man er kommet ad. Nye udsigtspunkter ligger altid lige rundt om hjørnet.

Præsteboligen i Nylars blev det sted min far boede længst tid i sit liv. Han påtog sig med største naturlighed de opgaver, som fulgte med rollen som præstemand. Han bryggede kaffe til landmandsklubben og lavede lasagne til konfirmandaftenerne. Og så satte han sig gerne bag klaveret og spillede.

En livsnyder

Min far elskede sang og musik. Ikke nødvendigvis at lytte til det, men at udføre det. Der gik sjældent en dag, uden at min far sad ved klaveret. At øve var for ham aldrig en træls pligt. For ham lå glæden i processen – ikke i det færdige resultat.

Min far var en livsnyder. Han elskede god mad, god vin og gode diskussioner. Han var engageret i verden omkring sig, og da sygdommen satte en stopper for hans fysiske udfoldelsesmuligheder, brugte han uendelig meget tid på at lytte til podcasts og læse aviser. Der var ikke mange emner, man ikke kunne diskutere med min far.

Han var en beskeden mand, der ikke brød sig om at stå forrest. Han var til gengæld uendeligt stolt af sin hustru, sine to børn og sine fem børnebørn. Og så var han tillidsfuld og optimistisk af natur. Altid overbevist om, at alting nok skulle gå. Han besad en livsgnist, der brændte stærkt og lyst – indtil det øjeblik han erkendte, at der ikke var mere at gøre. Så gav han slip og sov stille ind.

Solen tog afsked

Min far var ikke til store armbevægelser og opskruet tale. Han var nøgtern og rationel.

Vores afsked med ham var i hans ånd. Stille, nøgtern og inderlig i sin enkelhed. Og da vi begravede ham, væltede novembersolen frem mellem skyerne. Knap 50 år efter han første gang satte sine fødder på øen gemt i tågen, tog solen afsked med ham.