I 2014 blev han valgt til afdelingsformand og skulle samtidigt varetage sine medlemmers interesser som ene ansat på deltid fra kontoret på Fabriksvej i Rønne. Sideløbende har Sebastian haft sit arbejde som blikkenslagersvend hos vvs-firmaer, som kunne acceptere at have en svend på deltid. Det har været krævende at have de to job samtidigt. For når der er travlt i branchen, opstår der også flere faglige sager, som kræver en ekstra indsats af den fagforeningsansatte. Men det hindrede ikke Sebastian i at engagere sig i det tværfaglige samarbejde og aktivt tage del i forholdene for vvs-lærlinge og udviklingen af uddannelsen.
Ekstra kolorit
Sebastians seneste indsats for fællesskabet har været at sikre, at ingen vvs-firmaer udførte arbejde for det konfliktramte Hotel Siemsens Gaard.
De seneste tværfaglige aktiviteter, han har deltaget i, er demonstrationerne på Svaneke Havn. Foruden at vise afdelingsfanen i kampen for at få overenskomst valgte Sebastian at sætte ekstra kolorit på. Ligesom diverse veteranbiler den ene lørdag valgte at køre ned om Svaneke Havn for at blive set – cruisede han med hustruen Lene frem og tilbage foran Hotel Siemsens Gaard i sin sorte Chevrolet Impala, som var udsmykket med kæmpestore OK-symboler. Der skulle ikke være tvivl om, at man er først OK, når man har indgået aftale med en overenskomstbærende fagforening.