Dødsfald: Han kunne gøre landbrugsreformer morsomme og interessante

Dødsfald: Han kunne gøre landbrugsreformer morsomme og interessante
Peter Fritzen blev 56 år. Privatfoto
MINDEORD | BORNHOLM | ABONNENT | 26. NOV 2021 • 11:30

Merete Marquardsen, Signe og Nicoline Fritzen har skrevet mindeord om deres mand og far, Peter Fritzen, der døde forleden, 56 år.


Peter Fritzen voksede op i Nordvest-kvarteret i København, i en lille toværelses lejlighed i et arbejderkvarter.

Dette prægede ham igennem hele hans liv. Det påvirkede den måde han tænkte, handlede og agerede på, og kom til udtryk i en enorm retfærdighedssans. Det påvirkede også den måde han underviste på, og den måde han drog omsorg for de oversete elever –de skæve, de kreative og dem på de bageste rækker. De fandt et fristed på Hintze og i ”PF-byen” som den så kærligt blev kaldt.

I hans privatliv havde han det ikke nemt: Han var omgivet af tre kvinder fra morgen til aften. Men han håndterede det godt og skældte aldrig ud. De konflikter der opstod, blev løst med lune bemærkninger som "Jeg smider dig i småt brændbart", "Du leger med sygesikringens penge" og "Det der får mit privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen, er at jeg taler, og ikke en kæft lytter". Det var typisk Peter og gav øjeblikkeligt et smil på læben hos resten af os.

Elskede Italien

Peter elskede Italien og landets kultur. Han havde stor viden om Italien – lige fra landets historie til alle de menukort vi passerede på vores vej.

Selv ikke i ferierne holdt Peter pause fra undervisningen. Vi har været på alle typer museer, lige fra de største nationale museer til de mindste lokale museer som citronmuseet i Limone. Også i hans undervisning blev Italien bragt op som var det en grundsøjle i historieundervisningen, til enorm morskab for hans elever.

Selv efter deres gymnasietid fulgte Peter sine elever – det glædede ham at følge med både i medierne og via personlig kontakt. Mange af hans tidligere elever husker ham for et smittende engagement, et stort overskud og en til tider absurd humor. De beskriver ham som en legende og fabelagtig underviser. Som en tidligere elev skrev til os: "Hvem andre end Peter Fritzen kan gøre landbrugsreformer morsomme og interessante". Det er på grund af Peter, at en stor del af dem er på deres uddannelser og deres arbejde i dag.

Kom til Bornholm i 1990

Peter kom til Bornholm i 1990 for at være i praktik på TV2 Bornholm; her mødte han Merete på et mediekursus.

Peter fandt roen og kærligheden på øen, som han elskede helt til det sidste. Bornholm gav ham også muligheden for at udleve sin passion for cykling; her fandt Merete og han en fælles interesse, til stor glæde for dem begge.

Også hans børn påvirkede han meget. Allerede fra barnsben blev der læst op af historiebøger og set DR1 nyhederne kl. 18.30. Dette har endda påvirket Nicoline så meget, at hun nu læser til lærer i historie og samfundsfag. Signe har (ligesom sin far) en stor passion for hvordan man laver film og hvordan teknikken bag fungerer. Dette viser også at begge børn næsten er vokset op på gymnasiet, og især på Hintze.

Peter fik diagnosen uhelbredelig syg af kræft i januar, og det har været de hårdeste 10 måneder af vores liv. Han sov stille ind søndag den 21. november på Bornholms Hospital. Peter efterlader et kæmpe tomrum; der bliver stille – alt for stille.